Skepsis over SAS-invasion i CPH Express

De nuværende brugere af Københavns Lufthavns Fast Track-produkt, CPH Express, er skeptiske over for, at SAS-kunder også kan benytte de hurtige veje gennem sikkerhedskontrollen.

De næste fem uger frem bliver der ekstra tryk på de to sikkerhedskontroller, som udgør Københavns Lufthavns ”fast track”-produkt CPH Express. SAS’ egen Fast Track-sikkerhedskontrol i Terminal 3 er lukket på grund af ombygning. Det betyder, at SAS’ Pandion og Guldkort-holdere for at komme hurtigt gennem metalscannerne skal stille sig op i køen til CPH Express-linjerne, som ligger i hver sin side af den centrale sikkerhedskontrol i Københavns Lufthavn.

De ekstra CPH Express-passagerer vækker ikke just begejstring hos de 11 luftfartsselskaber, som i forvejen betaler Københavns Lufthavn for at kunne tilbyde passagererne på first class og business class en hurtig vej gennem sikkerhedskontrollen.

”Det er vi fuldstændig imod, da det vil mindske fordelene ved det nuværende CPH Express. Vi ser meget gerne, at Københavns Lufthavn fra starten af permanent opretter en ekstra express-linje,” siger Vincent Audressau, der er landechef for Air France og KLM samt dansk repræsentant for Delta Airlines.

Også hos Norwegian, der kom med på CPH Express tidligere i år, forventer man handling.

”Vi har en forventning om, at lufthavnen vil åbne flere skranker hvis det skulle blive nødvendigt. Det vigtigste for os er, at servicen opretholdes for vores passagerer,” siger Johan Bisgaard Larsen, der er dansk kommunikationschef for Norwegian.

Bemande efter det
Selskaberne skal dog ikke forvente en permanent opgradering af CPH Express-faciliteterne i den periode, hvor SAS-passagererne også benytter sikkerhedskontrollen. Kun i myldretiden vil der være flere sikkerhedsmedarbejdere ved de to Express-linjer.

”Når der kommer en ekstra belastning på den centrale Security i en periode – og primært på det østlige CPH Express spor – er det klart, at vi sørger for, at bemande efter det, så vi kan tilbyde både SAS Fast Track brugere, CPH Express kunder og alle andre passagerer et ordenligt produkt,” forklarer pressechef Søren Hedegaard Nielsen fra Københavns Lufthavn.

Det er selskaberne Air France, British Airways, Delta Airlines, Emirates, Iberia, KLM, Norwegian, Qatar Airways, TAP Portugal, Thai Airways og Turkish Airlines, der tilbyder CPH Express som en ekstra service til deres business class, 1. klasse og Norwegian Fullflex-passagerer.

Senere i år bliver Estonian Air og Finnair selskab nummer tolv og tretten, som tilbyder deres rejsende på business class Københavns Lufthavns ”fast track”-produkt CPH Express.