Sønderborg Lufthavn. (Arkivfoto)

Sønderborg Lufthavn med passagervækst i januar

En af Danmarks mindre lufthavne, Sønderborg Lufthavn, kom godt fra start i 2011 med en fremgang i antallet af passagerer på over 15 procent i januar måned. Lufthavnen forventer øget vækst i 2011, men står samtidig over for ud udfordringer omkring fartplanen på indenrigsruten til København.

(OPDATERET)

I Norden ligger Sønderborg Lufthavn for tiden nr. 74 over de største lufthavne, og på dansk grund er det kun Esbjerg Lufthavn, der har en lavere kapacitet og passagertilgang. Alligevel kom Sønderborg Lufthavn overbevisende ud af årets første måned med en passagervækst på 9,1 procent i forhold til januar 2010.

Væksten skyldesudelukkende en stigende tilgang af passagerer på lufthavnens indenrigsrute til København, og i alt benyttede 6.429 passagerer lufthavnen i januar. Passagervæksten sker til trods for en så godt som uændret kapacitet. Faktisk var kapaciteten i januar noget lavere, eftersom Cimber Sterling, i lighed med tidligere år, valgte at reducere antallet af afgange i de første seks uger i 2011. Alligevel er forventninger om vækst i 2011 til stede.

”Vi forventer, at der kommer mere kapacitet til lufthavnen, og derfor tror vi på, at 2011 bliver et år, hvor vi tangerer det gode resultat fra 2010. Det vil betyde en vækst på ca. syv procent, svarende til omkring 85.000 passagerer, der er på højde med 2001, der var lufthavnens bedste år,” fortæller lufthavnschef Anders Sørensen.

En af Sønderborg Lufthavns udfordringer er at få udvidet weekendprogrammet med en ekstra lørdags-afgang, så man kommer op på to afgange og muligvis en ekstra afgang søndag til og fra København.

Derudover håber lufthavnen på, at Cimber Sterling vil indsætte en ATR-72 på de to morgenafgange på hverdagene til København. Dette vil betyde en øget kapacitet og dermed mulighed for en øget passagertilgang.En ATR-72 kan transportere 66 passagerer, mens de noget mindre ATR-42 fly kun har 46 sæder.

Samtidig forventer Sønderborg Lufthavn, at Cimber Sterling indsætter en ekstra afgang på hverdagene til København, så der i alt vil blive seks daglige afgange til hovedstaden. Lufthavnen har en meget stor andel af forretningsrejsende på ruten til København.

Sønderborg Lufthavn blev etableret i 1950 og ejes i dag af Sønderborg Kommune. Luftfartsselskabet Cimber Sterling er en af de få operatører i lufthavnen og har i øvrigt sit hovedkvarter og værksted placeret i nabobygningen til lufthavnen.

Foto: Sønderborg Lufthavn er kommet godt fra start i januar måned med en vækst på næsten ti procent.