Sønderborg vil have udenrigsrute til Hamburg

Den sønderjyske lufthavn efterlyser operatører, der vil flyve til Hamburg, London og Amsterdam.

Københavns Lufthavn gør det. Billund Lufthavn gør det. Og nu vil Sønderborg Lufthavn også være med. Den sønderjyske lufthavn har lagt sin “profil“ ud på luftfartens dating-portal, der hedder TheRouteShop.

Her lokker Sønderborg Lufthavn med et attraktivt område i den dansk-tyske grænseregion. Et område med omkring 4 mio. indbyggere, der omfatter virksomheder som Danfoss, Linak, ECCO, Hydro og Siemens.

I dag har lufthavnen kun indenrigsruten med Cimber Sterling til København. Sidste år fløj ca. 80.000 passagerer på ruten, hvoraf ca. 85 % var forretningsrejsende. Det er også forretningsrejsende, som Sønderborg Lufthavn gerne vil servicere med udenrigsruter.

Øverst på ønskesedlen står Amsterdam, der ifølge lufthavnen har et meget stort potentiale i regionen. Lufthavnschef Anders Sørensen anfører, at rejsende ofte skal tage hjemmefra ca. 3 – 4 timer før afgang for at komme til Amsterdam fra de nærmeste lufthavne. I tilfælde af en direkte rute mener lufthavnschefen, at det lokale erhvervsliv vil kunne give en kæmpemæssig opbakning til ruten.

Sønderborg Lufthavn

Sønderborg Lufthavn får måske rute til Hamburg?

Lufthavnen har også et stort ønske om enfeeder-rute til den nordtyske lufthavn i Hamburg. En lufthavn, der kun ligger ca. 150 km i luftlinie fra Sønderborg, hvilket nogenlunde tilsvarer afstanden mellem Aarhus Lufthavn og Københavns Lufthavn. Ifølge Sønderborg Lufthavn flyver ca. 200.000 danskere årligt fra Hamburg Airport, hvoraf mange tager en biltur på 4 – 5 timer for at komme til lufthavnen. Med en direkte flyrute vil passagererne spare både transporttid og de relativt høje parkeringsomkostninger i den nordtyske lufthavn.

Etablering af enrute til London City Airport ser Sønderborg Lufthavn som en mulighed gennem forlængelse af en eventuel rute til Hamburg, således at der kan flyves one-stop til den britiske hovedstad.

Rent faktisk er der i dag ikke en direkte rute mellem Hamburg og London City, hvorfor den sidstnævnte mulighed kan give god mening. Men Sønderborg Lufthavns udenrigsdrømmemå nok afvente, aterhvervslivets rejseaktivitet igen kommer tilbage på samme niveau som tidligere.