Alsie Express ATR72-fly i Sønderborg Lufthavn. (Foto: Alsie Express)

Sommerfremgang i Sønderborg

Konkurrence på Københavns-ruten og en ny lokalfunderet operatør gav sommerfremgang i Sønderborg Lufthavn.

Omkring en måned med to konkurrerende aktører på Sønderborg-København og et nyt lokalt funderet flyselskab har givet Sønderborg Lufthavns passagerstatistik for sommermånederne et voldsomt skub op ad sammenlignet med sidste år.

Således steg antallet af passagerer i juni med 85 procent, i juli måned var vækstraten hele 402 procent og i august måned 169 procent. De tre sommermåneder har budt på i alt 6.470 flere passagerer sammenlignet med i fjor, dvs. en vækst på 157 %. Alene i august havde ruten 4.094 passagerer.

Sidste sommer var Sønderborg Lufthavn hårdt ramt af Sønderborg-virksomheden Cimber Sterlings konkurs den 3. maj samme år. Danish Air Transport rykkede samme dag ind på ruten til København, men droslede voldsomt ned i sommerhøjsæsonen.

Den 17. juni i år gik det lokale Alsie Express i luften med fem daglige returflyvninger mellem Sønderborg og København. Det fik Danish Air Transport til at trække sig fra ruten den 19. juli.

Imponerende service
Lufthavnschefen i Sønderborg er ikke i tvivl om at fremgangen i høj grad er Alsie Express’ fortjeneste.

”Den pæne vækst i passagertrafikken hen over sommeren skyldes i særdeleshed forøget kapacitet, et optimeret trafikprogram med fem daglige rotationer, fornuftige billetpriser og en imponerende in-flight service om bord på Alsie Express’ fly til og fra København” vurderer lufthavnschef Anders Sørensen.

”Det tyder på, at både erhvervslivet og private påskønner den nye operatørs indsats på ruten og lufthavnen forventer således, at den positive udvikling vil fortsætte,” understreger Anders Sørensen.