Statsminister Helle Thorning-Schmidt vil ikke forholde sig til sagen om arbejdsforholdene i Ryanair, da hun ikke kender nok til sagen. CHECK-IN.dk kontaktede ellers ministeren i sidste uge.
Som CHECK-IN.dk kunne fortælle tirsdag, så ønsker statsminister Helle Thorning-Schmidt ikke at fortælle om hvorvidt hun på et tidspunkt har fløjet med det irske lavprisselskab Ryanair. Spørgsmålet er blevet aktuelt efter sidste uges afsløringer i blandt andet DR’s TV-avis af arbejdsforholdene i selskabet.
Afsløringer, der fik flere norske ministre til at angrer, at de tidligere har fløjet med Ryanair. Norges statsminister, Jens Stoltenberg, erklærede fra talerstolen i det norske storting, at han aldrig kunne drømme om at flyve med Ryanair.
Så bombastisk udmelding kom den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt, ikke med, da hun på sit ugentlige pressemøde tirsdag formiddag blev spurgt til sagen. Helle Thorning-Schmidt ønskede slet ikke at forholde sig til sagen om arbejdsforholdene hos Ryanair.
”Jeg har godt hørt om udsendelserne, men jeg har ikke selv set dem. Så jeg vil ikke udtale mig om dem. Det er et for løst grundlag for mig, at udtale mig på,” sagde Helle Thorning-Schmidt på pressemødet, hvor 30-40 journalister havde 30 minutter til at stille spørgsmål om en bred vifte af emner.
Kender ikke forholdene
CHECK-IN.dk henvendte sig i fredags til Statsministeriet med en forespørgsel på hvorvidt Helle Thorning-Schmidt havde fløjet med Ryanair.
Men det har tilsyneladende ikke givet anledning til, at statsministeren har sat sig ind i sagen om de Ryanair-ansattes arbejdsvilkår.
”Jeg kender på stående fod ikke nok til forholdene, der gælder for ansatte i luftindustrien. Jeg er nødt til at sætte mig mere ind i forholdene for at kunne udtale mig,” lød det fra statsministeren inden hun kontant rundede pressemødet af og sagde tak for i dag.
CHECK-IN.dk rettede fredag i sidste uge henvendelse til syv udvalgte ministre og spurgte til om de havde rejst med Ryanair, såvel privat som på tjenesterejser som minister.
”Margrethe Vestager har ikke lyst til at kommentere sagen,” lød det fra pressemedarbejder i Økonomi- og Indenrigsministeriet, Louise Brændstrup Bech.
Viger uden om
I Finansministeriet veg finansminister Bjarne Corydon behændigt uden om at svare på, om han selv som privatperson har rejst med Ryanair.
“Hvis det der har været fremme i medierne om Ryan Air står til troende, må jeg da sige, at det er stof til eftertanke,” skrev Bjarne Corydon i en mail til CHECK-IN.dk.
Fredag oplyste Erhvervs- og Vækstministeriet, at Erhvervs- og Vækstminister Anette Vilhelmsen ikke havde rejst med Ryanair på tjenesterejser. Og tirsdag skrev ministerens særlige rådgiver på sms til CHECK-IN.dk, at ”Anette Vilhelmsen ønsker ikke at kommentere på private rejser.
Udenrigsminister Villy Søvndal har ikke svaret på om han har rejst privat med Ryanair. Ministeriet erindrer ikke at udenrigsministeren skulle have rejst med Ryanair på tjenesterejser.
CHECK-IN.dk rettede fredag i sidste uge også henvendelse til transportminister Henrik Dam Kristensen, samt minister for by-, bolig- og landdistrikter, Carsten Hansen. Ingen af de to ministres særlige rådgivere eller pressemedarbejdere er vendt tilbage med svar på om ministrene privat har fløjet med Ryanair.
Foto:Agnete Schlichkrull