Stena Line – nu også med pigeaften

En vitaminindsprøjtning og en pause på samme tid. God mad, underholdning, behagelige kahytter, shopping og velvære samt masser af søluft. Sådan lokker Stena Line rejsende til cruise-konceptet mellem Oslo og Frederikshavn. Men fredag er helliget den store “jente-aften“.

Stena Line tilbyder henholdsvis 24 timers og 36 timers mini-cruise på Stena Saga mellem Frederikshavn og Oslo v.v.

Men da udrejsen fra Frederikshavn foregår på en dagsejlads, skal man ventetil returrejsen for at kunne tage del i de festligheder og løjer, som nordmændene har lagt et program for.

Rejser man fra Oslo til Frederikshavn på søndage til torsdag er underholdningen i den mere beskedne ende. Søndagene er helliget til dans og jazz, mens tirsdagene byder på alsang med kendte norske artister.

Onsdagen retter især fokus på medlemmerne af eXtra-loyalitetsprogrammet, mens torsdagen tilhører “afslappende underholdning og foredrag“. Her kan manopleve foredrag somLouis Jacoby “Kåseriet Min erotiske hund“ eller Torkjell Berulfsen “Brennvin er sundt“. Mulighederne er mangfoldige.

Fredag er det pigeaften for fuld skrue mellem Oslo og Frederikshavn. Der er dømt showtime med showgruppen Appearance og coverband! Og på den andel del af rejsen er det tid for pleje af krop og sjæl i skibets wellness-afdeling.

Lørdagene er noget helt særligt. Her vil et tema dominere skibet og aftenens underholdning.Temaerne omfatter eksempelvisElvisCruise, HalloweenCruise, CowboyCruise, GlamCruise og AbbaCruise! Og underholdningen er lagt i hænderne på svenske Lill & Susie, legendariske Johnny Logan, Dusty Cowshit og Rednex, Creedence Norwegian Revival og endelig Det Betales – som vistnok skulle være en Beatles-kopi.

Stena Saga sejler alle ugens dage undtaget tirsdagfra Frederikshavn kl. 09.30 med ankomst i Oslo kl. 18.30. Herefter er der 1 times ophold, inden hjemrejsen sker med afgang kl. 19.30 og ankomst i Frederikshavn næste morgen kl. 07.45. Mandag er afrejsen dog 18.30 fra Frederikshavn med ankomst i Oslo næste morgen kl. 07.30.

Stena Saga er et skib med en længde på 166 meter. Skibet blev oprindeligt leveret fra værft i 1981, men er blevet ombygget i henholdsvis 2003 og 2005. Der er plads til 338 personbiler og ca. 2.000 passagerer.