I fremtiden vil op til 85 procent af Frankfurt Airports strømforbrug komme fra en vindmøllepark i Nordsøen. Lufthavnen vil desuden også producere endnu mere strøm, end tilfældet er i dag.
En af Europas største lufthavne, Frankfurt Airport, vil i fremtiden hovedsageligt blive drevet af strøm fra vindmøller. Det sikrer en ny købsaftale, som lufthavnen har indgået med det tyske energiselskab EnBW, der blandt andet driver flere vindmølleparker.
Aftalen betyder, at EnBW i fremtiden vil levere 85 megawatt grøn vindmøllestrøm til lufthavnen. Strømmen vil komme fra energiselskabets offshore vindmøllepark He Dreiht, der er ved at blive anlagt 95 kilometer fra Tysklands kyst i Nordsøen.
Vindmølleparken har i alt en kapacitet på 900 megawatt. De 85 megawatt, som Frankfurt Airport i fremtiden kan gøre brug af, menes at kunne dække op til 85 procent af lufthavnens samlede behov for strøm. Aftalen går i gang i anden halvdel af 2026.
Skal oplyse landingsbaner og oplade elektriske køretøjer
Købsaftalen mellem Frankfurt Airport og EnBW løber i første omgang i 15 år. Lufthavnen fortæller, at planen er, at vindmøllestrømmen blandt andet skal bruges til at holde lyset tændt i lufthavnens tre terminaler.
Derudover skal vindmøllestrømmen også kanaliseres ud til flere andre bygninger, der ligger på lufthavnens område. Både lufthavnens fire landingsbaner samt andre udendørsområder vil også gøre brug af det grønne strøm.
Ifølge Frankfurt Airport skal strømmen – i tillæg til at oplyse bygninger og infrastruktur – også bruges til at holde gang i en flåde af 500 elektriske køretøjer, der skal køre og oplades på lufthavnens område.
Lufthavn laver også strøm
Den grønne omstilling i Frankfurt Airport har været i gang i noget tid. I mere end et år har selskabet Fraport, der står for driften af lufthavnen, selv produceret en mindre mængde grøn elektricitet på lufthavnens område.
Virksomheden har installeret solcelleanlæg flere steder i lufthavnen. Der er blandt andet blevet opsat et anlæg på taget af en fragtterminal i lufthavnen. Det er planen, at dette arbejde fortsætter i fremtiden. Fraport vil blandt andet gerne have et solcelleanlæg langs landingsbanerne.
Fra 2026 og fremefter vil det være en blanding af Frankfurt Airports egen strøm fra solcellerne samt den vindmøllestrøm, som EnBW leverer, der skal medvirke til at gøre den store lufthavn til en mindre belastning for klimaet, lyder det fra Frankfurt Airport.
Relaterede artikler:
SAS lokker med bonuspoint for køb af biobrændstof
A.P Møller – Mærsk støtter grønt United-initiativ
Vil bane vejen for bæredygtigt flybrændstof