SAS-fly får tanket biobrændstof i Oslo Lufthavn (Foto: Oslo Lufthavn)

SAS lokker med bonuspoint for køb af biobrændstof

SAS vælger nu at belønne de kunder, der ønsker at betale et separat tillæg til billetten, der vil gøre det muligt for SAS at køre mere biobrændstof til flyene.

Fra den 14. december får rejsende med SAS 500 EuroBonus Extra-point for hver 20 minutters blok af biobrændstof, der købes i tillæg til flybilletten.

Prisen er i øjeblikket 70 kroner for en 20 minutters blok, og rejser man på en flyvning af 60 minutters varighed og ønsker at give et tilskud til køb af biobrændstof, der typisk er fire gange dyrere end traditionelle fossile brændstoffer, så skal der således betales 210 kroner.

Siden 2019 har det været muligt at købe biobrændstof i forbindelse med billetbestillingen, men nu bliver der således fordele forbundet med at betale for det grønne brændstof.

“Ved at gøre det mere fordelagtigt at købe biobrændstof under bestillingen, ønsker SAS at øge brugen af ​​denne non-profit service. Bæredygtigt flybrændstof er et skridt på vejen mod emissionsfri luftfart, og SAS går forrest for mere storstilet og kommerciel produktion og levering,” siger kommerciel direktør Karl Sandlund i en pressemeddelelse.

Vil være ledende i bæredygtig luftfart
SAS understreger, at selskabet ikke får nogen fortjeneste på købet, og indtægterne skal bruge til at øge mængderne af det biobrændstof, som SAS allerede har forpligtet sig til at aftage. Herudover gør SAS også opmærksom på, at kunderne ikke skal forvente, at der er grønt brændstof i tankene på den flyvning, som der er købt billet til, men at man vil bruge den indkøbte mængde til en vilkårlig flyvning inden 12 måneder.

SAS har flere gange udtalt, at man ønsker at være den ledende aktør inden for bæredygtig luftfart. Det skal ske gennem anvendelse af moderne og brændstofeffektive fly og ved at øge brugen af bæredygtigt flybrændstof.

I begyndelsen af året underskrev SAS en udvidet aftale om køb af biobrændstof fra den amerikanske virksomhed Gevo. De to parter indgik et indledende samarbejde allerede i oktober 2019. I aftalen, der vurderes til at have en værdi af over 600 millioner kroner, har SAS forpligtet sig til at købe fem millioner gallons om året,  hvilket svarer til 19 millioner liter.

 

Relaterede artikler:

Statsstøtte til SAS med klimabetingelser

SAS køber biobrændstof for en halv milliard kroner

SAS: Kunderne skal betale for grøn omstilling