SAS-fly i Københavns Lufthavn. (Foto: Michael Kidmose | CPH | PR)

Stor passagerfremgang hos SAS

I sidste måned var der 946.000 passagerer, der rejste med SAS, og det var en fremgang på 25 procent i forhold til januar. Reelt var fremgangen på 38 procent, hvis man tager højde for færre dage i februar.

SAS er kommet ud af februar med fremgang i trafiktallene, idet både passagertallet og belægningen er stigende.

Der var 746.000 passagerer ombord i selskabets fly i februar, hvoraf 38.000 var charterpassagerer. Det var en samlet fremgang på 24,8 procent i forhold til januar, hvor der blot var 757.972 rejsende. Da februar samtidig indeholdt 28 kalenderdage mod 31 dage i januar, så er den reelle fremgang på hele 38,2 procent.

“Endnu en gang så vi, at efterspørgslen påvirkes positivt, når rejserestriktioner rundt om i verden letter. Vi er nødt til at forblive agile og fleksible, når efterspørgslen ændrer sig på grund af uventede begivenheder såsom pandemien eller den usikre geopolitiske situation,” siger Anko van der Werff, koncernchef i SAS, i en kommentar til trafiktallene.

Der er dog stadig ikke stykke vej tilbage til 2019-niveauet, hvor 2.031.218 passagerer rejste med SAS i februar måned.

Under en million for tredje måned i træk
Det var ikke alene passagertallet, der skød i vejret. Der var også flere passagerer ombord på flyene, hvorfor belægningen landede på 58,1 procent. Det er noget bedre end i januar, hvor SAS blot solgte 49,0 procent af den udbudte kapacitet.

SAS har netop taget hul på den sidste måned i vintertrafikprogrammet, der traditionelt ligger på et lavere niveau end i det syv måneder lange sommertrafikprogram. Derfor var det også tredje måned i træk med under en million passagerer.

Den hidtil bedste måned siden coronapandemien oplevede SAS rent passagermæssigt i oktober, hvor 1.393.976 passagerer rejste med det skandinaviske flyselskab. Den bedste måned i forhold til belægning var september sidste år, hvor 75,1 procent af kapaciteten blev solgt.

Regulariteten var i februar på 98,4 procent, og punktligheden lød på blot 74,5 procent, hvilket den tre dage lange bagagestrejke angiveligt har forårsaget.

Høje brændstofpriser opvejer øget rejselyst
Hos Sydbank noterer aktieanalysechef Jacob Pedersen med tilfredshed, at omikronvarianten har sluppet sig tag og givet rejselysten tilbage. Men til gengæld er der, ifølge hans vurdering, turbulens forude for SAS.

“Dagens februar-trafiktal viser, at trafikgenrejsningen er i gang igen efter omikron-tilbageslaget. Der er dog meget langt tilbage til tidligere tiders indtægtsniveau, og lige nu truer massive brændstofprisstigninger med at trække tæppet væk under SAS’ indtjeningsgenrejsning,” skriver Jacob Pedersen i en kommentar til trafiktallene.

 

Relaterede artikler:

Stort passagerdyk hos SAS og Norwegian

En tredjedel af SAS-passagererne tilbage i 2021

Passagervækst i SAS er bremset op