Stort rykind til afskedsreception i Billund Lufthavn

Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, da Billund Lufthavn tirsdag havde inviteret til afskedsreception for lufthavnsdirektør Jørgen Krab Jørgensen, der i 13 år har stået i spidsen for den vestdanske internationale lufthavn. Op imod 500 receptionsgæster tog afsked med lufthavnsdirektøren.

Scenen var sat med nådig hjælp fra vejrguderne, da Billund Lufthavn tirsdag holdt afskedsreception for Jørgen Krab Jørgensen, der har stået i spidsen for lufthavnen siden 1997. Solen skinnede ned over de op imod 500 receptionsgæster, der ønskede at sige farvel til Billund Lufthavns afholdte chef. Køen til receptionsområdet i det opsatte telt udenfor terminalområdet var adskillige meter lang allerede inden kl. 14.00, hvor receptionsarrangementet officielt skulle tage sin begyndelse.

Jørgen Krab Jørgensenorienterede i november måned sidste år sin bestyrelse om, at han ønskede at fratræde sin stilling i lufthavnen. Tirsdag den 15. juni blev således den sidste dag for “Krabben“, som han ofte er blevet kærligt omtalt af kolleger fra branchen.

I stedet tiltræder Kjeld Zacho Jørgensen (51)som ny administrerende direktør. Den nye direktør kommer fra en stilling som administrerende direktør for Region Syddanmark.

Bestyrelsesformand Bjarne Hansen fremhævede i sin tale for den afgående direktør, at flid og redelighed var nogle af de dyder, som han personligt havde sat pris på i samarbejdet med Jørgen Krab Jørgensen. Herudover fik Bjarne Hansen også lejlighed til at komme med et par små stikpiller til Københavns Lufthavn. “Du kan nu slippe tøjlerne i spidsen for Danmarks næststørste lufthavn, men samtidig den største danskejede lufthavn,“ sagde Bjarne Hansen. Et par yderligere morsomheder omkring hovedstadslufthavnens australske ejerskab fandt efterfølgende vej ibestyrelsesformandens tale.

Billund Lufthavn har eksisteret i mere end 45 år og Jørgen Krab Jørgensen var således kun den anden direktør, der forlader chefposten igennem lufthavnens historie. Første direktør var legendariske Hans Erik Christensen (HEC), som Jørgen Krab Jørgensen afløste i 1997.

Selvom det “kun“ blev tillidt mere end 13 års arbejdsindsats,er der ingen tvivl om, at Jørgen Krab Jørgensenhar arbejdet 24 timer i døgnet for “sin“ lufthavn. Derfor valgte bestyrelsesformanden at overrække 40-årsjubilæumsnålen til den afgående direktør i en slags erkendelse af, at 13 år arbejde døgnet rundt vel svarer til 40 års arbejdemed en 8 timers arbejdsdag. Dermed blev Jørgen Krab Jørgensen den4. medarbejder i rækken, der kunne modtage den særlige jubilæumsnål.

De mange fremmødte receptionsgæster fik indtrykket af, at det ikke blot varen tilfældig arbejdsplads Jørgen Krab Jørgensen tirsdag sagde farvel til. Det var samtidig et farvel til et“barn“, der altid vil have en stor plads i den følsomme lufthavnsdirektørs hjerte.