Lufthansa-fly i Frankfurt Lufthavn. (Foto: Fraport AG | PR)

Strejker lagde en dæmper på vækst i Frankfurt

I marts blev der igen registreret vækst i Frankfurt Lufthavn, når man sammenligner med samme måned sidste år. Den kunne dog have været større, hvis ikke det var fordi, at der atter blev strejket.

De første tre måneder af i år har været præget af strejker i lufthavne på tværs af Tyskland, da både besætningsmedlemmer hos Lufthansa og ansatte på jorden i perioder har nedlagt arbejdet som følge af flere igangværende overenskomstforhandlinger.

Strejkerne kom også til at kaste en skygge over trafiktallet for marts i Frankfurt Lufthavn (FRA), fortæller lufthavnsoperatøren Fraport AG, der dog fortsat kunne bogføre en vækst på knap otte procent, når man sammenligner med samme måned sidste år.

I løbet af den tredje måned af i går gik der nemlig 4,60 millioner passagerer gennem terminalerne i det store europæiske knudepunkt for flytrafik, mens det tal var 4,27 millioner rejsende i marts sidste år, lyder det.

Stadigvæk lavere end 2019-niveauet
Trods fremgangen er man fortsat et stykke bagud i forhold til 2019-niveauet. I det seneste normale år inden COVID-19-pandemien gjorde 5,59 millioner passagerer brug af Frankfurt Lufthavn, og dermed er der tale om et fald på 17,7 procent i de aktuelle tal.

Fraport AG oplyser, at arbejdsnedlæggelserne i marts resulterede i, at henved 2.200 af storlufthavnens flyvninger blev aflyst, hvilket kostede omkring 300.000 passagerer. Derfor spillede årets tidlige påske en vigtig rolle i, at man fortsat kunne notere en vækst i antallet af rejsende.

Fra begyndelsen af januar til og med marts har der samlet set været 12,53 millioner passagerer i Frankfurt Lufthavn. Det er 10,4 procent flere end de 11,35 millioner rejsende i samme periode sidste år, men 15,2 procent færre end 2019-niveauet, der var på 14,79 millioner passagerer i første kvartal.

Lignende mønster i starter og landinger
Tendensen i antallet af flybevægelser er den samme som i de andre tal, da der i marts blev foretaget flere starter og landinger end sidste år, men niveauet er dog fortsat et stykke under det, som blev registreret, inden pandemien blev en barriere for international luftfart.

De 33.969 flybevægelser i marts er 5,7 procent flere end i samme måned i 2023, hvor der blev foretaget 32.125 starter og landinger. Det aktuelle antal repræsenterer dog et fald på 19,2 procent i forhold til den tredje måned af 2019, hvor det var 42.056.


Relaterede artikler:

Fraport lander rekordresultat

Frankfurt Airport: Starter 2024 med tocifret vækst

Frankfurt Lufthavn: Næsten 60 millioner passagerer