I løbet af sidste år gik det fremad med genopretningen i Frankfurt Airport, men fortsat vækst i antallet af passagerer er påkrævet, hvis storlufthavnen atter skal på niveau med rekordåret 2019.
Frankfurt Airport (FRA) skriver sig nu ind på listen over aktører i forskellige hjørner af luftfartsbranchen, der sidste år registrerede en fremgang sammenlignet med året før, men lufthavnen har endnu ikke genvundet alt det terræn, der blev tabt under COVID-19-pandemien.
I 2023 registrerede den europæiske storlufthavn samlet set 59,4 millioner passagerer. Det svarer til 84,2 procent af 2019-niveauet, som var på 70,5 millioner rejsende, hvilket var en rekord og det hidtil travleste år i lufthavnen.
Trafiktallet er dog steget med 21,4 procent i forhold til året før, da 48,9 millioner passagerer gik gennem terminalerne i 2022. Det oplyser den tyske lufthavnsoperatør Fraport AG, der ejer og driver Frankfurt Airport.
Fortsat færre flybevægelser
Et lignende billede tegner sig, hvis man kigger på antallet af flybevægelser i løbet af 2023.
Sidste år var der i alt 430.436 starter og landinger, hvilket var 12,6 procent bedre end de 382.211 operationer året før men ligeledes et fald på 16,2 procent, når man sammenligner med det seneste normale år inden pandemien, hvor der blev foretaget 513.912 flybevægelser.
Ifølge Fraport AG afspejler tallene for luftfragt både lukkede luftrum over Europa og en træg økonomi som følge af geopolitiske spændinger. Disse gik nemlig tilbage både i forhold til 2022 og 2019.
I 2023 blev der håndteret 1,9 millioner metriske ton gods i lufthavnen, hvilket var et fald på fem procent sammenlignet med 2022, hvor tallet var to millioner metriske ton fragt. I forhold til 2019 er der tale om en nedgang på 9,5 procent fra 2,1 millioner metriske ton.
Ser positivt på det nye år
Ifølge Stefan Schulte, der er koncernchef i Fraport AG, blev 2023 atter et udfordrende år for luftfartbranchen. I særdeleshed i Europa, påpeger han.
”I tillæg til at der fortsat er krig i Ukraine blev der også indført luftrumsrestriktioner i Tyskland som følge af NATO-øvelsen ’Air Defender’, ligesom en række strejker blandt andet hos de franske flyveledere stak en kæp i hjulet på det komplekse og indbyrdes forbundne system, som international luftfart er.”
”Trafiktallene for sidste år viser med al tydelighed, at efterspørgslen er ved at blev genoprettet efter COVID-19-pandemien. Folk har et stort ønske om at rejse, og derfor ser jeg optimistisk på udviklingen i 2024.”
Relaterede artikler:
Vintertrafikprogrammet i gang i store tyske lufthavne