Strid om kompensation fra Air Greenland

Den netop afblæste luftfartskonflikt i Grønland får nu den konsekvens, at passagerer fra Københavns Lufthavn, hvis rejse til Grønland var blevet aflyst, har krav på en økonomisk kompensation på 400 euro. Det slår Statens Luftfartsvæsen (SLV) fast, men Air Greenland er ikke enig i SLV´s fortolkning af EU-forordning 261/2004.

(OPDATERET)

I fredags blev konflikten mellem Air Greenland og piloterne afsluttet, efter at parterne nåede til enighed omkring en ny overenskomst. Men nu viser det sig, at de berørte passagerer af konflikten, der har haft billet fra København til Grønland, har krav på en økonomisk kompensation, eftersom deres flyafgang ikke blev meddelt aflyst mindst to uger før afrejse.

Baggrunden er, at passagerer, der har haft flybillet til Grønland fra Københavns Lufthavn inden for de sidste to uger, har krav på en økonomisk kompensation. Ifølge EU forordningen 261/2004, lyder det, at for at et luftfartsflyselskab skal undgå at give passagererne en økonomisk kompensation, skal selskabet give passagererne besked om den aflyste afgang mindst to uger før det planlagte afgangstidspunkt. Men eftersom Air Greenland stoppede med at flyve fra den ene dag til anden, og at konflikten kun stod på i seks dage, har selskabet ikke kunne oplyse passagererne om de aflyste afgange to uger inden afrejse, som der står i den omtalte EU forordning.

Godt nok siger EU forordningen 261/2004, at passagererne ikke har krav på en økonomisk kompensation, hvis der er tale om usædvanlige omstændigheder, men ifølge Statens Luftfartsvæsen (SLV) er Air Greenlands lockout af piloterne og kabinepersonalet ikke usædvanlige omstændigheder.

”Denne her konflikt betragtes ikke som usædvanlige omstændigheder, og derfor skal passagererne have en økonomisk kompensation. Air Greenland har ikke løftet bevisbyrden og skal derfor udbetale en kompensation,” siger specialkonsulent for SLV, Karen Riis Kjølbye, til CHECK-IN.dk og tilføjer, at derfor eksempelkunne være tale om usædvanlige omstændigheder, hvis Air Greenland skulle lande i et land, hvor der var udbrudt strejke i den pågældende lufthavn, men i den konkrete konflikt er Air Greenland medansvarlig i strejken, der nu er afblæst.

De passagerer, der har krav på en økonomisk kompensation, er passagerer, der skulle fra Danmark (Københavns Lufthavn) og til Grønland med et direkte fly. Disse passagerer har krav på en kompensation på 400 euro. Kompensationen gælder dog ikke fra Grønland til Danmark, eftersom Grønland ikke er omfattet af EU forordningen.

”Vi er ikke enige i den fortolkning, som SLV er kommet med. SLV har ikke en retskraft, og hvis de går os imod, må vi gå til domstolene og tage den derfra. Tingene er ikke sorte eller hvide, og derfor mener vi, at man ikke kan afvise det blankt, at der ikke er tale om usædvanlige omstændigheder,” siger Christian Keldsen, Air Greenlands juridiske chef, og fortsætter.

”Vi har ikke haft andre muligheder end at aflyse afgangene fra København, eftersom det ikke har været muligt for os at ombooke de berørte passagerer. Vi har været låst på hænder og fødder og kunne ikke stille noget op. Dog har det været muligt at ombooke nogle passagerer fra Island til Grønland, som samtidig har fået en kompensation på 250 euro.”

Foto: Air Greenland og SLV er uenige om fortolkningen af EU-forordning 261/2004 i forbindelse kompensation til passagerer, der blev forsinket som følge af den nylige luftfartskonflikt.