I næste måned bliver den sidste af tre nye lufthavne i Grønland indviet. Nu har Trafikstyrelsen sat gang i en regelændring, som skal skabe grundlag for lufthavnsområdets anvendelse.
I slutningen af november 2024 åbnede Nuuk Lufthavn, og i april i år er Qaqortoq Lufthavn også åbnet. Nu venter Ilulissat Lufthavn sin åbning den 29. oktober, og det markerer fuldførelsen af Grønlands store og milliarddyre anlægsprojekt, som inkluderer de tre ovenstående lufthavne.
Nu lægger Trafikstyrelsen op til, at reglerne for Greenland Airports’ datterselskaber, Greenland Airports International A/S og Greenland Airports Regional, som henholdsvis driver lufthavnene i Nuuk og Ilulissat, som er ejet af det grønlandske selvstyre og den danske stat, og Qaqortoq Lufthavn, ældre grønlandske lufthavne med Naalakkersuisut, det grønlandske selvstyre, som eneejer.
Trafikstyrelsen oplyser, at flyvepladsreglementerne til Greenland Airports’ lufthavne bliver opdateret forud for åbningen af den nye lufthavn i Ilulissat.
Afgør anvendeligt område
Grebet, som Trafikstyrelsen foretager sig, er ganske simpelt. Den nye lufthavn i Ilulissat er som nævnt en del af Greenland Airports International A/S og er derfor en del af lufthavnsreglementet for selskabet, mens Ilulissats eksisterende lufthavn er en del af Greenland Airports Regional.
Med opdateringen af reglerne bliver et nyt kortbilag tilføjet, som viser det samlede anvendelsesområde for den nye lufthavn, mens bilaget for den eksisterende lufthavn udgår.
I forbindelse med, at anvendelsesområdet opdateres, har Trafikstyrelsen samtidig sat gang i en høring, som løber frem til torsdag den 24. september.
På høringslisten er blandt andet luftfartsaktører og myndigheder. Blandt andet er Air Greenland, SAS, Airseven og Icelandair på listen. Det samme er Arktisk Kommando, Beredskabsstyrelsen, Erhvervsstyrelsen og Forsvarskommandoen samt en række grønlandske kommuner og Greenland Airports selv.
Historisk anlægsprojekt
Når Ilulissat Lufthavn åbner, bliver det med en 2.200 meter lang bane. Den nuværende lufthavn i Ilulissat må modsat nøjes med en bane på 845 meter.
Jens Lauridsen, Greenland Airports’ administrerende direktør, har før lagt vægt på, at trioen af nye lufthavne i Grønland er et historisk projekt for landet.
“Med åbningen af Ilulissat afslutter vi et historisk anlægsprogram med tre nye lufthavne i Grønland. Det har været en krævende og værdifuld rejse, som vi nu ser frem til at afslutte. Den nye internationale lufthavn bliver et centralt element i udviklingen af infrastrukturen og vil styrke tilgængeligheden til både byen og regionen,” siger han.
Relaterede artikler:
Åbningsdato fastsat for ny Ilulissat-lufthavn

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


