Lufthansa A380-800.

Succesfuld Lufthansa-test i Skandinavien

Lufthansa-gruppen har siden sidste efterår tilbudt billetpriser uden bagage fra Skandinavien til Nordamerika, og nu udbredes konceptet til alle markeder.

Det er nok de færreste, der vil overveje at rejse til Nordamerika uden at have andet end håndbagage med, hvis rejsen varer mere end et par dage.

Men trods dette konkurrerer flyselskaberne indbyrdes om at tilbyde netop en sådan pristype, og nu har Lufthansa relativt sent valgt at gå med på bølgen.

Det betyder, at Lufthansa, SWISS, Brussels Airlines og Austrian i den kommende sommer vil tilbyde de såkaldte Economy Light-priser på ruterne fra Europa til Nordamerika. Det bliver samtidig selskabets billigste produkt overhovedet, men så må man også være indstillet på at rejse uden indchecket bagage, ligesom der heller ikke er nogen billetfleksibilitet, hvad angår ændring eller refundering.

Mod et tillæg vil det dog være muligt at få indchecke et stykke bage eller foretage en sædereservation. Der er dog ingen forskel på den inflight-service, der bliver tilbudt i Economy Class-kabinen. Måltider og drikkevarer vil stadig være gratis, som det også er tilfældet med de andre billettyper på økonomiklassen.

Succesfuld skandinavisk testfase
Lufthansa har siden oktober 2017 testet Economy Light-produktet til Nordamerika fra det skandinaviske marked. Siden slutningen af oktober 2017 har pristypen nemlig været tilgængelig på udvalgte ruter fra Sverige, Danmark og Norge til Nordamerika.

Lufthansa beskriver i en pressemeddelelse den skandinaviske testfase som værende succesfuld.

Economy Light-priserne handler ikke om, at Lufthansa forventer en stor sværm af kunder vil booke sig ind på flyene og kun tage håndbagage med til USA eller Canada. Det hander primært om at komme billigst ud i søgeresultatet hos prissammenligningstjenester som Momondo og Travelmarket. Ved at trække ydelser ud af billetprisen vil det være muligt at blive placeret på en af de første svarsider hos de omtalte tjenester, hvilket øger antal af bookinger, selvom de fleste vil tilvælge bagage som tilkøb.

Air France-KLM var et af de første selskaber med Light-priser, og sidenhen er en del andre flyselskaber fulgt efter. SAS hoppede i midten af december sidste år med på bølgen af bagageløse billetpriser til USA, mens Finnair fulgte trop for et par måneder siden.

 

Relaterede artikler:

Icelandair indfører ny prisstruktur

Finnair hopper med på Light-bølgen til USA

SAS indfører kuffertløse USA-billetter