- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Sun-Air lukker to ruter

Med udgangen af april måned indstiller Sun-Air to af selskabets jyske ruter som følge af svigtende efterspørgsel.

Krisen i den norske olieindustri samt terrorangrebet i Bruxelles får nu en direkte indvirkning på to jyske ruter hos Sun-Air, der flyver i franchisesamarbejde med British Airways.

Ved udgangen af april måned lukker selskabet ruten mellem Billund og Bruxelles samt olieruten fra Aalborg til Stavanger. Det meddeler Sun-Air i en information til rejsebureauerne.

“Efter terrorangrebet i Bruxelles har vi foreløbig kun fået tildelt en start- og landingstilladelse om aftenen. Samtidig er efterspørgslen til Bruxelles meget svag i øjeblikket, og der er ikke mange fremadrettede bookinger. Én daglig afgang passer ikke til vores produkt med forretningsdestinationer ud af Jylland, hvorfor vi indstiller ruten,” siger kommerciel direktør Kristian Tvergaard til CHECK-IN.dk.

Sun-Air har fløjet mellem Billund og Bruxelles siden den 1. november 2004, så det er en af selskabets etablerede jyske ruter, at selskabet må afvikle. Sun-Air har siden den 29. marts sidste år fået konkurrence fra Brussels Airlines, der flyver op til tre gange på ruten.

Norsk olieindustri i krise
Fra Aalborg Lufthavn indstiller Sun-Air samtidig flyvningerne til Stavanger. Ruten til den norske olieby har været betjent siden den 27. august sidste år, og her er det de aktuelle udfordringer i den norske olieindustri, der er årsag til rutelukningen.

“Vi startede i slutningen af august med at flyve på ruten, og lige siden har offshore-markedet gået den forkerte vej. Vi har løbende tilpasset ruten, men Stavanger-trafikken er helt forsvundet,” konstaterer Kristian Tvergaard.

Men rutelukningerne betyder dog ikke, at Sun-Air har opgivet de to destinationer.

“Hvis markedssituationen ændrer sig, er vi klar til at genoptage operationerne af begge ruter,” siger Sun-Air-direktøren.

Den ledige flykapacitet skal blandt andet bruges på den nye rute fra Billund via Aalborg til Humberside, ligesom Sun-Air har planer om at etablere en ny base i udlandet. Samtidig er der i øjeblikket stor efterspørgsel i adhoc-markedet efter selskabets 32-sæders Dornier 328 jetfly.

Sun-Air flyver stadig fra Billund til Bergen, Düsseldorf, London City, Manchester, München, Oslo samt snart også Humberside. Fra Aarhus flyves til Oslo, Stockholm-Bromma og Gøteborg, mens Sun-Air fra Aalborg flyver til Oslo samt Humberside fra den 17. april.