SunCharter fortsætter jysk ekspansion i Billund

SunCharter, der ynder at kalder sig “hele Nordjyllands rejsearrangør”, forventes i dag at annoncere opstart i Billund Lufthavn med 20.000 rejser næste år.

Charterarrangøren SunCharter sidder i dag på en tredjedel af det nordjyske charterrejsemarked med samtlige sine rejser fra Aalborg Lufthavn. En position, der er opnået gennem tre års ihærdig indsats i det nordjyske marked. Nu er markedet ved at være mættet, og SunCharter har besluttet at fortsætte selskabets ekspansion fra Billund Lufthavn, hvor man næste år forventer at sælge omkring 20.000 rejser, hvilket svarer til 40.000 ud- og indgående passagerer.

Det vil SunCharters administrerende direktør Søren Kjellerup afsløre i dag på et pressemøde i Billund Lufthavn, erfarer CHECK-IN.dk.

I forvejen flyver SunCharter fra Aalborg Lufthavn til Alanya (Gazipasa), Korfu, Rhodos og Kreta i Grækenland, Malta, Golden Sands i Bulgarien samt de spanske kanarieøer Fuerteventura, Gran Canaria og Tenerife i vinterhalvåret. Herudover flyves der også fra Billund til Gazipasa i højsæsonen. Det er ikke planen, at SunCharter vil reducere i antallet af flyvninger fra Aalborg Lufthavn, hvorfor der er tale om en nettovækst ved den kommende entré i Billund.

Alle rejserne har hidtil været gennemført i samarbejde med SAS, og SunCharters datterselskab Airnavia sælger flybilletter i løs vægt til samtlige af de kontraherede charterflyvninger.

Rykker mod syd
SunCharter har tidligere afsløret, at selskabet vil lancere to helt nye destinationer i 2017. Hvorvidt disse bliver fra Aalborg, Billund eller begge lufthavne, må vi vente på at få afsløret. Men det er sikkert, at SunCharter rykker markedsfokus mere sydpå i Jylland, hvorfor Billund i fremtiden kommer ind i billedet.

“Vi er blevet taget godt imod af nordjyderne, fordi vi er de eneste, der er synlige heroppe. Vi har allerede nu skåret ned i markedsføringen i Nordjylland og rykker nu mod Aarhus, Djursland, Skanderborg og Silkeborg, hvor der også er et marked for charterrejser fra Aalborg Lufthavn,” sagde administrerende direktør Søren Kjellerup til CHECK-IN.dk for et halvt år siden.

SunCharter er et varemærke i DK Rejs ApS, der også har aktiviteterne DUF Rejser og Utopia Guideskole. DK Rejs ApS ejet af Bang-Kjellerup Invest A/S sammen med Otium Danmark A/S. Bag selskaberne står makkerparret bestyrelsesmedlem Jesper Grove Bang samt Søren Kjellerup, der er administrerende direktør, men Otium er repræsenteret ved Nicolai Hommelhoff.

I det seneste 14 måneders regnskabsår fra 1. november 2014 til 31. december 2015 kom DK Rejs ApS ud med et nettounderskud på 13,6 mio. kroner, hvormed selskabet tabte næsten en million kroner om måneden.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Søren Kjellerup til denne artikel.

 

Relaterede artikler:

SunCharter har fået tilført 50 mio. kroner i lånekapital

SunCharter-vækst skal komme fra syd

Rejsearrangør taber en million kroner om måneden

SunCharter åbner for vinterrejser

SunCharter indgår aftale med SAS