Adm. direktør Søren Svendsen fra Aalborg Lufthavn med sin Fender Stratocaster. (Arkivfoto: Lars Pauli | Nordjyske)

Svendsen’s svendestykke

Når hollandske KLM søndag den 27. marts åbner en direkte rute mellem Amsterdam og Aalborg markerer det samtidig et godkendt svendestykke for lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Når KLM-flyet med rutenummer KL1335 søndag kører ind på platformen foran terminalbygningen i Aalborg Lufthavn, er det en stolt lufthavnsdirektør, der vil tage imod.

Åbningen af ruten mellem Amsterdam og Aalborg markerer nemlig et godkendt svendestykke for den 58-årige lufthavnsdirektør Søren Svendsen, der tiltrådte i stillingen den 1. juli 2008.

Ruten skaber adgang til et af Europas allerstørste trafikknudepunkter og dermed en one-stop forbindelse til de vigtigste destinationer i hele verden gennem KLM´s omfattende rutenet. Aalborg Lufthavn har således med den nye rute sikret en stærkt øget international tilgængelighed til og fra det nordjyske område.

Og udviklingen ser ud til at fortsætte. I 2010 nåede lufthavnen op på 1.343.358 passagerer, hvilket er det højeste antal nogensinde. Gennem Søren Svendsens snart 3-årige ansættelse hos det kommunale andelsselskab bag Aalborg Lufthavn har trafikrekorderne stået for fald mange gange. I 2016 forventer Aalborg Lufthavn at nå op på to millioner passagerer, hvilket KLM-ruten og andre nye projekter skal være med til at realisere.

Lang karriere hos SAS
Der stod ikke nødvendigvis skrevet i kortene, at Søren Svendsen på et tidspunkt skulle stå i spidsen for Aalborg Lufthavn. Karrieren startede med en ansættelse som vikar i telefonsalget i SAS i Aalborg tilbage i 1974. Her avancerededen unge Svendsen hurtigt, og efter en årrække fik han ansvaret som vagthavende hos SAS i Aalborg Lufthavn, inden der fra 1995 stod stationschef på visitkortet.

Sidenhen blev ansvaret udvidet til også at omfatte SAS-stationerne i Billund (2001), Aarhus (2003) og Københavns Lufthavn – terminal 1 (2006).

Således havde Søren Svendsen 34 års ansættelse bag sig i SAS, førend jobskiftet til lufthavnsdirektør i den nordjyske lufthavn i en alder af 55 år. Mange ville på det tidspunkt have spået, at ansættelsen i SAS ville blive livslang, men Søren Svendsen ville andet og mere. Det kan Aalborg Lufthavn og bestyrelsesformanden, borgmester Henning G. Jensen glæde sig over i dag.

Habil guitarist i fritiden
I den sparsomme fritid kan man af og til finde lufthavnsdirektøren bevæbnet med en elektrisk guitar. Det er The Beatles og The Shadows, der står på repertoiret. Ifølge pålidelige kilder mestrer Søren Svendsen samtlige numre i bagkataloget fra The Shadows.

Interessen for guitarspillet startede allerede som syvårig, og Søren var 13 år, da hen kom med i et pigtrådsorkester, som det hed dengang. Sammen med vennen Jørn Samuelsen blev fritidsduoen “Jørn og Søren“ dannet for omkring 15 år siden, hvor d´herrer en gang om måneden spillede op til dans.

Men den store arbejdsbyrde i Aalborg Lufthavn har lagt større beslag på fritiden end tidligere, hvorfor der bliver længere imellem, at guitaren bliver taget frem hjemme i privaten i Vester Hassing.

Stærk og viljefast leder
Søren Svendsen er kendt for at være en særdeles viljefast og beslutsom leder. Han sprudler af initiativ og virkelyst. Der er konstant mange bolde i luften, og lufthavnsdirektørens nærmeste medarbejdere, vice- og driftsdirektør Kim Bermann og marketing- og kommunikationschef Rikke Mølgaard har nok at gøre med at gribe de mange bolde.

Lufthavnsdirektøren synes at have et motto, der kunne hedde “Intet er umuligt for den, der bæren viljen i hjertet.“ For det er netop, hvad der kendetegner Søren Svendsen.

Det er dog i høj grad et holdarbejde, der ligger til grund for de seneste års succesrige udvikling i Aalborg Lufthavn. Kilder i branchen fortæller således, at det var resultatet af et godt teamwork, der skabte den business-case, der overbeviste det hollandske luftfartsselskab om at satse i den nordjyske lufthavn.

Generelt er der kort fra idé til handling, når Søren Svendsen udfolder sig i Aalborg Lufthavn. Men i første omgang skal succesen med KLM hives hjem, når kronen bliver sat på værket den førstkommende søndag. Men Søren Svendsen tripper allerede for at sætte nye initiativer i gang, der kan sikre de nordjyske rejsende endnu flere rejsemuligheder fremover.