Antallet af svenske flypassagerer er faldet markant siden flyskatten blev indført. Spørgsmålet er, om afgiften alene bærer skylden.
Siden den svenske regering indførte sin flyskat i april 2018, er antallet af flypassagerer, der flyver ud af svenske lufthavne kun gået én vej. Nedad.
Den britiske luftfartsanalytiker Ralph Anker har i det seneste nummer af sit nyhedsbrev, ”The Anker Report”, sat fokus på effekten af den svenske flyafgift, og grafen nedenfor taler sit tydelige sprog. Antallet af passagerer, der flyver fra de svenske lufthavne, er i frit fald.
Alene i marts og april i år var der omkring seks procent færre passagerer sammenlignet med samme måneder i fjor. Men spørgsmålet er, om flyskatten alene bærer skylden for det faldende passagertal.
Flere årsager til fald
Ralph Anker peger på flere årsager til faldet i antallet af passagerer:
For det første gik Sveriges største regionale flyselskab, NextJet, konkurs i maj sidste år, hvilket både har medført et fald i antallet af flyrejsende samt pillet kapacitet ud af markedet. NextJets konkurs kom kun godt en måneds tid efter, at flyskatten blev indført, så det er ikke den alene, der bærer skylden for selskabets konkurs – selvom den naturligvis godt kan have skubbet NextJet det sidste stykke ud over kanten rent økonomisk.
For det andet er væksten i det svenske bruttonationalprodukt (BNP) aftaget. I 2018 lå den svenske vækst over det europæiske gennemsnit i tre ud af fire kvartaler, mens luften i år er gået noget ud af ballonen. Den projekterede, svenske BNP-vækst ligger i år blot på linje med det europæiske gennemsnit. Lavere BNP-vækst medfører naturligt nok lavere aktivitet mange steder i samfundet.
Billigere köttbullar
For det tredje er den svenske krone historisk svag. I dag skal man hoste op med 10,7 svenske kroner for at købe én Euro, mens man tilbage i 2017 kunne nøjes med cirka 9,6 kroner. Det gør det naturligvis billigere for os danskere at købe svenske köttbullar hos ICA i Malmø, men det gør det også tilsvarende dyrere for svenskerne at shoppe udenlands, og det kan også være med til at lægge en dæmper på den svenske rejselyst.
Og for det fjerde skyldes det svenske fald i passagerantallet på næsten seks procent i marts og april ifølge Ralph Anker ikke alene den svenske passagerskat. Både påskens placering samt ikke mindst SAS-piloternes strejke var med til at trække passagertallene ned.
Flyskat gør det ikke alene
Alt i alt kan man altså konstatere, at den svenske passagerskat på flybilletter sandsynligvis har haft en negativ indvirkning på antallet af flypassagerer, men at andre faktorer som NextJets konkurs, lav BNP-vækst, en svag svensk krone og SAS-strejke også spiller ind.
Og så har Ralph Anker slet ikke nævnt det svenske begreb ”flyskam”, hvor mange rejsende i stigende grad nu af egen drift fravælger flyet af rent og skært miljøhensyn.
Relaterede links
Flyskam rammer svensk luftfart