Swiss vinterlukker CPH-rute

Swiss vinterlukker sin halvanden år gamle rute mellem København og Genève.

Swiss vinterlukker den rute mellem Genève og København, som selskabet åbnede for bare halvandet år siden.

Søndag den 25. oktober flyver selskabet for sidste gang i denne omgang på ruten mellem den danske hovedstad og Schweiz’ næststørste by, der er hjemsted for mange FN-organisationer.

Ruten blev åbnet den 13. april 2014 med brask og bram som led i en større nordisk ekspansion fra Swiss’ side.

“For nyligt lancerede Swiss nye ruter til den kommende vinter fra Stockholm, Gøteborg og Oslo til Genève, og vi fortsætter nu med at investere i vores netværk og tilbud fra Norden til Schweiz Med de nye ruter vil vi imødekomme den stigende efterspørgsel efter non-stop flyvninger til de schweiziske alper med fantastiske muligheder for udendørs aktiviteter både sommer og vinter,” fortalte Urs Limacher, der er flyselskabets direktør og Head of Sales for de nordiske lande, til CHECK-IN.dk i september 2013, da Swiss offentliggjorde ruteåbningen.

Genindføre ruten
At CPH-ruten nu vinterlukkes er der en god forklaring på.

“Årsagen til denne beslutning er kapacitetsbegrænsninger i løbet den kommende vinterperiode i Genève og en stærk efterspørgsel på andre ruter,“ forklarer Urs Limacher i dag til CHECK-IN.dk.

Han forsikrer dog, at Swiss vender stærkt tilbage.

“Swiss er tilfreds med udviklingen af København-Geneve ruten, og derfor er det planlagt at genindføre ruten med begyndelsen af sommertidsplanen 2016.“

Skruet gradvist ned
Swiss startede ud med en daglig returflyvning seks dage om ugen. Kun lørdag blev der ikke fløjet. Selskabet har gradvist skruet ned for frekvenserne og i dag flyves der kun 3-4 gange om ugen.

EasyJet flyver seks gange ugentligt mellem Genève og København. To gange dagligt fredag og søndag samt en gang dagligt mandag og torsdag. SAS flyver to gange dagligt på hverdage samt en gang på søndage.