Airbus A321-flyet fra Air Busan i brand. (Foto: The Aviation Herald)

Sydkoreansk luftfart ramt af ny alvorlig hændelse

En Airbus A321 fra det sydkoreanske flyselskab Air Busan var klar til afgang, da der udbrød brand i kabinen. Samtlige ombordværende slap ud af flyet, der blev omsluttet af flammerne.

Den sydkoreanske luftfart er blevet ramt af en ny og meget alvorlig hændelse.

Det var en Airbus A321-200 (registrering HL7763), der tirsdag 28. januar 2025 skulle af sted på rute BX391 fra Busan i Sydkorea til Hongkong. Flyet var fra det sydkoreanske lavprisflyselskab Air Busan, og der var 169 passagerer og syv besætningsmedlemmer om bord.

Der var igangsat pushback af flyet, da der pludselig opstod brand bagerst i kabinen. Pushback’et blev stoppet, og samtlige ombordværende blev evakueret via flyets nødslisker, hvilket resulterede i mindre skader til fire personer. Det skriver The Aviation Herald.

Ilden blev først slukket cirka en times tid senere, men på daværende tidspunkt havde den allerede totalskadet flyet, da flammerne havde ædt sig vej op og ned igennem flyet.

Tyk røg fyldte luften
Ifølge The Korea Herald har det sydkoreanske ministerium for land, infrastruktur og transport sammen med relevante myndigheder samlet et team, der skal undersøge årsagen til branden på Air Busan-flyet. Ligesom også den fungerende præsident og finansminister, Choi Sang-mok, har beordret en grundig undersøgelse af sagen.

Ifølge det sydkoreanske medie udbrød branden klokken 22.26 lokal tid, hvorefter alle ombordværende blev evakueret. Fire besætningsmedlemmer skal have oplevet ubehag i brystet på grund af indånding af røg, mens tre passagerer fik smerter i haleben og i ryggen under evakueringen.

Flere passagerer er efter hændelsen blevet citeret for at sige, at branden så ud til at være begyndt i noget bagage, der var opbevaret på en kabinehylde over sæderækkerne bagerst i flyet.

”Der kom en knitrende lyd fra bagagerummet ovenover – efterfulgt af røg kort efter. En kabineansat sagde, at vi skulle blive siddende og kom med en ildslukker, men tyk røg havde allerede fyldt luften på det tidspunkt, og gnister sprang ud fra rummet,” lyder det fra en passager, der sad bagerst i flyet, til nyhedsbureauet Yonhap News Agency.

Passagerer kritiserer besætningen
Nogle passagerer har rettet kritik af besætningen om bord. En passager har udtalt, at besætningen oprindeligt bad passagererne om at blive siddende, mens de forsøgte at slukke branden.

”De bad ikke passagererne i nærheden af ​​branden om at evakuere, og de bad heller ikke folk om at efterlade deres ejendele. Kaosset eskalerede, da nogle havde travlt med at få fat i deres bagage, mens andre forsøgte at flygte,” er en passager blevet citeret for at sige til Yonhap.

Passagerer på flyet har også fortalt, at der efter hændelsen ikke var en klar protokol på plads, da Air Busans ansatte bad passagererne om at tage hjem eller til nærmeste hotel uden yderligere instruktioner.

Airbus A321-flyet, der var impliceret i hændelsen, er 17 år gammelt og har været i flåden hos Air Busan siden juni 2017. Air Busan er en del af det sydkoreanske selskab Asiana Airlines, der i december 2024 blev overtaget af Korean Air. Air Busan blev stiftet i 2007 og har en flåde bestående af i alt 20 fly fra Airbus A320-familien.

Anden alvorlige hændelse i løbet af 30 dage
Den alvorlige hændelse med Air Busan-flyet skete blot en måned efter den seneste alvorlige hændelse i den sydkoreanske luftfart. En hændelse, der dog havde et langt mere fatalt udfald end brandhændelsen i Busan.

29. december 2024 blev Sydkorea nemlig ramt af landets hidtil værste flykatastrofe, da en Boeing 737-800 fra Jeju Air forulykkede i forbindelse med en landing i Muan International Airport. 179 mennesker mistede livet; kun to overlevede.

Da flyet landede, var landingsstellet ikke slået ud, og det skred derfor hen ad landingsbanen, inden det gled af banen og kolliderede med en betonmur længere henne. Flyet brød i brand, og tragedien var en realitet.

Af den foreløbige havarirapport over hændelsen fremgår det blandt andet, at flyet blev ramt af birdstrike kort før landing. Flyets to motorer stoppede med at virke, mens de to sorte bokse stoppede helt med at optage omkring fire minutter før, at katastrofen indtraf.

 

Relaterede artikler:

Boeing 737-fly ramte krikænder før katastrofe

Slut med betonmure i sydkoreanske lufthavne

Flykatastrofe: Boeing 737 forulykket i Sydkorea