En Airbus A320-200 fra det tyske lavprisflyselskab Eurowings. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo)

Syv nye ruter fra danskerlufthavn i Tyskland

Eurowings tilføjer syv nye ruter til sommertrafikprogrammet fra Hamborg Lufthavn, og samtidig øger flyselskabet også frekvenserne til en af de populære ferieøer.

I slutningen af denne måned træder flyselskabernes sommertrafikprogrammer i kraft. I den forbindelse har det Lufthansa-ejede lavprisflyselskab Eurowings offentliggjort nye ruter fra Hamborg til destinationer i Spanien, Sverige, Portugal, Italien og Grækenland.

Hamborg Lufthavn oplyser, at der har været fokus på at udbyde rejser til solrige feriebyer tæt ved havet, da årets sommertrafikprogram fra lufthavnen blev sammensat. Heriblandt er Eurowings-ruterne, der vil blive betjent i selskabets A319- samt A320-fly.

Den første af de nye ruter går til Bilbao i Spanien. Byen i Baskerlandet vil blive befløjet to gange om ugen, når driften på ruten sættes i gang den 4. april. Flyene vil afgå mandag og fredag fra lufthavnen i Hamborg. Derudover tilføjer Eurowings også både ruter til Italien og Sverige.

Flyver til destinationer i Nord- og Sydeuropa
Den 15. april begynder betjeningen af byen Verona, der ligger i det nordlige Italien og som er nærmeste lufthavn for Gardasøen. Eurowings vil flyve til byen to gange om ugen, og flyene vil afgå hver mandag og fredag. Den svenske by Gøteborg bliver også forbundet med Hamborg.

Det første fly på ruten mellem danskerlufthavnen i Nordtyskland og byen på den svenske vestkyst går på vingerne den 29. april, og Eurowings vil herefter flyve turister og andre gæster til Gøteborg hver mandag, onsdag, fredag og søndag.

Allerede dagen efter starter Eurowings beflyvningen af Portugals hovedstad Lissabon, som vil blive betjent to gange ugentligt med fly, der afgår hver onsdag og lørdag. Samme dag vil flyselskabet desuden påbegynde flyvninger til byen Chania på den græske ø Kreta.

Øger frekvensen
Den 1. maj sættes den portugisiske by Porto på rutekortet, og den vil blive betjent med tre ugentlige afgange. Alicante bliver også en af Eurowings’ sommerdestinationer, da en ny rute til den spanske ferieby vil afgå hver tirsdag og lørdag fra den 7. maj i år.

Eurowings øger desuden frekvensen af flyvninger til Palma de Mallorca med en daglig afgang i løbet af sommeren således, at den populære ferieø i Middelhavet bliver betjent syv gange om dagen fra lufthavnen i Hamborg.

Alt i alt vil Eurowings flyve til 63 destinationer fra Hamborg denne sommer, og det betyder, at antallet af operationer vil være på 90 procent af niveauet fra 2019.

 

Relaterede artikler:

Danskerlufthavn forudser hård vinter

Aviator og Eurowings i langvarigt samarbejde i Stockholm

Eurowings-offensiv kommer til at gøre ondt på SAS