Hamburg Airport Terminal 2. (Foto: Medvedev | CC 3.0).

Danskerlufthavn forudser hård vinter

Hamborg Lufthavn havde i 2021 håbet på 8,5 millioner passagerer, men det blev til tre millioner færre end forventet. ”Det bliver en hård vinter,” siger lufthavnsdirektøren om de kommende måneder.

Mange lande verden over kæmper lige nu med endnu en bølge af COVID-19, hvor smittespredningen i særlig grad er båret af omikronvarianten. Hjemsendelser, hyppige tests og rejserestriktioner er igen blevet en del af hverdagen.

Sådan er det også i Tyskland, og det får nu Hamborg Lufthavn til at advare om, at det kan blive en hård vinter. I en pressemeddelelse fortæller lufthavnen, at antallet af rejsende allerede er dykket igen, efter den fjerde COVID-19-bølge er skyllet ind over Tyskland.

Sidste år gjorde 5,32 millioner passagerer brug af lufthavnen, hvilket er 69 procent færre end i 2019 og færre end de 8,3 millioner, som lufthavnen forventede ved årets start. 

”Stadigvæk for tidligt”
En stor del af sidste år var indrejse til mange lande fortsat begrænset af rejserestriktioner. Det gælder blandt andet USA, der først den 8. november igen åbnede grænserne for internationale rejsende. Restriktionerne satte sit præg på rejseaktiviteten, fortæller Hamborg Lufthavn.

Lufthavnen kunne dog notere tiltagende bedre tal i løbet af året. Den trend toppede i oktober, hvor 953.000 rejsende gjorde brug af lufthavnen. Det ændrede sig imidlertid, da omikronvarianten blev opdaget, og det gik ud over juletrafikken.

”Det er stadigvæk for tidligt at tale om, at situationen er vendt. December var væsentligt svagere, end vi oprindeligt havde forventet, og sådan ser kommende måneder også ud til at blive. Det bliver en hård vinter,” siger administrerende direktør Michael Eggenschwiler fra Hamborg Lufthavn.

Kan vende til påske
Til trods for at færre passagerer end tidligere benyttede Hamborg Lufthavn sidste år, var der dog fremgang at spore for luftfragten, der igen nærmer sig 2019-niveauet. I alt blev 21.800 ton gods omladet i lufthavnen i det forgangne år. Det er 20 procent færre end i 2019.

Den aktuelle udvikling i COVID-19-situationen taget i betragtning, så mener administrerende direktør Michael Eggenschwiler, at det svært at spå om udviklingen i år. Visse prognoser peger dog på, at lufthavnen kan nå op på 60 procent af 2019-niveauet, fortæller den administrerende direktør.

Ifølge prognoserne vil trafikken blive væsentligt øget fra påsken og fremefter. Hvis det står til troende, kan Hamborg Lufthavn ende med at have betjent 11 millioner passagerer, når året rinder ud, lyder det. Det understreges dog, at dette tal i høj grad afhænger af, hvordan pandemien udvikler sig.

 

Relaterede artikler:

A320 omdannes til brintlaboratorium i Hamborg

Nyt tysk start-up skal flyve fra Hamborg

Værste år for Hamborg Lufthavn siden 1984