Tag kæledyret med på hotel

Især hunde, men også slanger, aber og papegøjer er af og til gæster på Kimptons dyrevenlige hoteller, der kan findes i USA’s større byer. TripAdvisor har for nylig kåret de 10 mest dyrevenlige amerikanske hoteller, og Kimpton Hotels har to hoteller placeret på listen.

Nogle få europæere kan åbenbartikke rejse over Atlanten uden at medbringe deres kæledyr, hvad enten der er tale om en kat eller en hund.

Men det hænder også, at det er mere eksotiske kæledyr, der skal med på rejsen. Her vil der være god hjælp at hente, hvis man booker sig ind på Kimpton Hotels. Den amerikanske hotelkæde har nemlig to hoteller på TripAdvisors liste over de ti mest dyrevenlige hoteller i USA.

Der er tale om Hotel Monaco i Portland, Oregon og Hotel Palomar i Washington D.C.

På disse hoteller er hunde oftest med som gæster, men også slanger, aber og papegøjer har gennem tiden checket ind på Kimpton dyrevenlige hoteller.

Ifølge TripAdvisor undersøgelsen, der er foretaget blandt 1.200 amerikanske rejsende, har 61 procent af alle husdyrejere været på rejse med deres kæledyr indenfor det seneste år, og af disse havde 66 procent svært ved at finde et dyrevenligt hotel.

Af undersøgelsen fremgik det også, at14 procent af de adspurgte mente, at det var mere kost-effektivt at tage kæledyret med på rejsen end at bruge en dyrepension.

Endelig mener hver fjerde af alle rejsende, at deres kæledyr er en uadskillelig part af deres familie, hvorfor de ikke kan rejse nogen steder uden.

En undersøgelse, der unægtelig giver et indtryk af, at amerikanerne har et noget andet forhold til deres kæledyr, end vi kender det fra vores breddegrader.