I første kvartal af 2026 vil Thai Airways gå i luften med de nye Airbus A321neo-fly, og selskabet kan nu afsløre de første fire ruter med flytypen. Der bliver to kabineklasser om bord.
Passagererne hos Thai Airways vil fra begyndelsen af det nye år kunne sætte sig til rette i spritnye fly fra Airbus.
Det thailandske Star Alliance-flyselskab modtager nemlig sin første Airbus A321neo i slutningen af 2025, og kort efter vil flytypen få premiere på de første ruter.
Ifølge AeroRoutes vil Thai Airways i første kvartal af 2026 sætte Airbus A321neo ind på foreløbigt fire ruter fra basen i Suvarnabhumi-lufthavnen i Bangkok. Således vil flytypen fra 16. januar operere fra den thailandske hovedstad til Delhi og Phuket, mens flytypen også vil blive sat ind på ruterne til Hongkong og Vientiane fra 16. februar 2026.
Plads til i alt 175 passagerer
De nye Airbus A321neo-fly til Thai Airways vil blive konfigureret med to kabineklasser; henholdsvis business class med 16 sæder og economy class med 159 sæder for i alt 175 sæder i flyet.
Executive Traveller skriver, at Thai Airways har valgt at indrette business-kabinen med såkaldte lie flat-senge, hvor sæderne altså kan omdannes til senge. Thai håber at kunne vinde en større andel af det regionale business-segment med de nye A321neo-fly.
Sæderne på business class bliver af den nyeste type Vantage fra Thompson Aero Seating. Konfigurationen af sæderne vil være efter et 2-1-2-layout, der altså byder på de populære ”tronstole” på hver anden række til glæde for solorejsende, der ønsker mest muligt privatliv.
Får i alt 32 A321neo-fly
Thai Airways vil få leveret i alt 32 Airbus A321neo-fly, hvor det første forventeligt ankommer til flåden i november i år. I februar i år indgik selskabet blandt andet en leasingaftale på otte fly fra SMBC Aviation Capital, der er et af verdens største flyleasingselskaber.
Ifølge Planespotters.net består flåden hos Thai Airways i øjeblikket af i alt 78 fly fordelt på fem forskellige flytyper.
Selskabet råder over 20 Airbus A320-200, seks Airbus A330-300 og 23 Airbus A350-900, mens flåden af Boeing-fly består af i alt tre Boeing 777-200, 17 Boeing 777-300ER, seks Boeing 787-8 Dreamliner samt tre Boeing 787-9 Dreamliner. Flådens gennemsnitsalder er 10 og et halvt år.
Relaterede artikler:
Thai Airways anskaffer otte Airbus A321neo