En Boeing 757-300 fra det tyske flyselskab Condor, der hører under Thomas Cook Group Airlines. Foto: Juergen Helle

Thomas Cook Airlines i asiatisk samarbejde

Ny partneraftale gør, at Thomas Cook Group Airlines fremover kan tilbyde sine kunder gode forbindelser til eksempelvis flere asiatiske destinationer.

Kunder hos Thomas Cook Group Airlines kan fremover komme endnu længere ud i den store verden.

I forvejen kan passagererne flyve til mere end 130 destinationer fordelt på Europa, Amerika, Afrika og Asien. Men luftfartsgruppen har netop indgået en række aftaler med nye flyselskaber, og det betyder, at man nu har partnerskaber med cirka 50 flyselskaber.

De nye partnerflyselskaber betyder, at kunderne hos Thomas Cook Group Airlines kan vælge mellem over 420 destinationer i hele verden. Aftalerne gør, at kunderne ved bestilling kan reservere billige pladser fra andre flyselskaber, end dem der hører under Thomas Cook Group Airlines (Thomas Cook Airlines Scandinavia, Thomas Cook Airlines UK og Condor, red.).

Samarbejdet med andre flyselskaber betyder, at passagererne får en koordineret transfer, og bagagen vil blive checket ind hele vejen til destinationen.

Nye asiatiske destinationer
Thomas Cook Group Airlines’ seneste partneraftale er indgået med Malaysia Airlines. I den kommende vinter åbner det tyske charter- og lavprisflyselskab Condor en direkte rute til den malaysiske hovedstad, Kuala Lumpur. Partnerskabet giver passagerer hos Condor mulighed for forbindelsesfly til mange nye destinationer.

De nye destinationer på den anden side af jordkloden tæller blandt andet Penang (Malaysia), Singapore, Phuket, Manila (Phillippinerne), Denpasar (Bali), Auckland, Melbourne samt Sydney. Passagererne kan hermed – eksempelvis – nå Bali fra Frankfurt på under 18 timer.

”Vi er meget tilfredse med vores nye samarbejde med Malaysia Airlines. Dette samarbejde betyder, at vi kan udvide vores netværk med 40 nye flyforbindelser i 15 forskellige lande. Med Malaysia Airlines har vi fundet en stærk partner i Kuala Lumpur Airport, som kan flyve vores passagerer til mange nye destinationer i Asien og Oceanien,” siger Christoph Debus, chef for flyselskaberne i Thomas Cook Group Airlines.

Prisen på flybilletterne bliver i den lave ende af skalaen. En rejse fra Tyskland til Australien – og retur – koster under 1.000 euro, eller hvad der svarer til cirka 7.450 kroner.

Fin rejsetid til Hawaii
Passagerer hos Condor har inden de nyeste partnerskaber haft gavn af eksempelvis samarbejde med Alaska Airlines. En rute via Anchorage er den korteste forbindelse mellem Tyskland og Hawaii. Om sommeren tager denne tur kun 18,5 timer.

Den britiske del af Thomas Cook Group Airlines, Thomas Cook Airlines UK, har også fået nye partnere. Fra den kommende vinter vil flyselskabet således være i samarbejde med Air India, og det giver passagerer fra Manchester og London mulighed for ruter til Mumbai, Delhi eller Bengaluru via Goa. Også her vil rejsetiden være komfortabel.

Thomas Cook Group Airlines har partnerskaber med en lang række europæiske flyselskaber ud af de i alt 50 partnere – herunder blandt andet SAS, Finnair, Air Baltic, SWISS, LOT og Lufthansa.

 

Relaterede artikler:

Cimber-direktør bliver ny flyvechef for Thomas Cook

Nye uniformer hos Thomas Cook Airlines

Mallorca-base berører ikke Thomas Cook i Danmark

Nye Malaysia Airlines-ruter på vej til Europa

Lufthansa-selskab overtager charterflyselskab