Thomas Cook Airlines A321-200. (Foto: Sebbjo0528/Wikipedia)

Thomas Cook-fly i alvorlig fuglekollision

Et Airbus A321-fly fra Thomas Cook Airlines fik storke i begge motorer under starten fra Banjul i Gambia og måtte sikkerhedslande på én motor.

Mareridet for enhver pilot må være at befinde sig i samme situation som flykaptajn Chesley Sullenberger, der i januar 2009 var tvunget til at lande sit Airbus A320-fly på Hudson River midt i New York, efter at begge motorer satte ud efter mødet med en flok store fugle under opstigningen fra LaGuardia-lufthavnen,

Tirsdag i sidste uge kom to piloter fra britiske Thomas Cook Airlines i en situation, der kunne have endt med en landing på Gambia River, hvis det var gået værre end tilfældet var. Piloterne befandt sig i et Airbus A321-200 fly, der var under opstigning fra Banjul International Airport som rutenummer MT1033 med kurs mod London-Gatwick, da flyet fløj ind i en flok storke.

Sammenstødet med flokken af storke betød, at flere de tre kilo store fugle blev suget i begge motorer, og landingsstellet blev også ramt. Ifølge rapporter oplevede passagererne flere høje brag, hvorefter flyet begyndte at ryste, inden besætningen bad om at gøre klar til en sikkerhedslanding. Forinden havde det været nødvendigt at lukke en af flyets to motorer ned, inden flyet 45 minutter senere atter var tilbage på jorden i Banjul-lufthavnen.

A321-flyet efter mødet med mindst 13 storke efter starten i Banjul. (Foto: Kayleigh Loveridge)

A321-flyet efter mødet med mindst 13 storke efter starten i Banjul. (Foto: Kayleigh Loveridge)

Efter landingen blev der lokaliseret rester af 13 storke i flyets motorer og på landingsstellet. Luftfartssitet Aviation Herald hævder, at det var ænder, som flyet kolliderede med, men et besætningsmedlem har beskrevet det som storke.

En detaljeret beskrivelse af hændelsen kan findes på Facebook, hvor cabin attendant Kayleigh Loveridge har fået flyselskabets tilladelse til at beskrive forløbet i ord og billeder.

Flyet med registreringen G-TCDK forlod Banjul International Airport i lørdags efter fire døgns ufrivilligt ophold.

Mange fugle
Gambia er meget kendt for sit rige fugleliv, og paradoksalt nok har Thomas Cook Airlines været brugt flere gange af rejsearrangøren Bird Tours of The Gambia til at flyve britiske fugle-turister til den tidligere britiske koloni i Vestafrika.

Det er således heller ikke første gang, at Thomas Cook Airlines oplever en fuglekollision i Banjul. Den 23. marts 2009 ramte et ankommende Boeing 767-300 fly fra Manchester fugle under indflyvningen, men besætningen var i stand til at lande flyet uden problemer. Det blev dog nødvendigt at foretage en motorinspektion, og først efter tre døgn i Banjul blev flyet frigivet til at foretage returflyvningen til Storbritannien.

Landingsbanen i Banjul International Airport er 3.600 meter lang og har ligesom Arlanda-lufthavn ved Stockholm været udpeget af NASA som alternativ lufthavn i forbindelse med Space Shuttle-programmet.

 

Relaterede artikler:

Blandede anmeldelser af “Miraklet på Hudsonfloden”

Aalborg-birdstrike skriver sig ind i historien

CPH har succes med fuglekontrol

141 fuglekollisioner i Københavns Lufthavn

Fugl fløj med Swiss til Zürich