Chris Shern tiltræder den 1. november som ny kommerciel direktør hos Air Greenland.

Tidligere SAS-chef ny CCO hos Air Greenland

Med over 21 år i bagagen hos SAS samt anden relevant erfaring tiltræder Chris Shern den 1. november som ny kommerciel direktør hos Air Greenland.

Air Greenland har i et stykke tid haft en ledig stilling i ledelsesgruppen som konsekvens af, at kommerciel direktør Henrik Søe fratrådte i februar sidste år.

Nu er det imidlertid lykkedes for Air Greenland at finde en ny kommerciel direktør, og det er Chris Shern, der 1. november tiltræder stillingen som Chief Commercial Officer i det grønlandske flyselskab.

Karrieren startede i SAS i 1992 i New York, hvor Chris Stern agerede assistent for den regionale salgschef i USA og Canada. Sidenhen blev det til mere end 21 år i SAS i Stockholm, København, London og Milano, hvor der ved afslutningen i 2013 stod General Manager Italy & Eastern Mediterranean på visitkortet.

Sidenhen har Chris Shern været beskæftiget i mere end syv år hos Advant Partners sideløbende med en rolle som direktør for Henley Business School.

Det er gennem tiden også blevet til bestyrelsesarbejde, i 2010 til 2013 hos Cruise Copenhagen Network og siden 2009 i IME (International Management Education) i København.

Nye perspektiver og kontinuitet
Hos Air Greenland er koncernchef Jacob Nitter Sørensen glad for at have fået den tidligere SAS-chef ombord i ledergruppen.

“Chris’ profil stemmer perfekt overens med Air Greenlands ambitioner om at styrke vores markedsposition, samtidig med at vi fortsat opretholder vores samfundsansvar. Vi ser frem til de nye perspektiver og den kontinuitet, han vil bringe til vores kommercielle strategi.”

Chris Shern vil i forbindelse med stillingen flytte til Nuuk, da stillingen indebærer bopælspligt i Grønland.

“Jeg ser meget frem til et spændende nyt kapitel i mit private og professionelle liv og til at være en del af Air Greenland, et selskab, der spiller en så vigtig rolle i det samfund, det betjener,” lyder det fra den kommende kommercielle direktør.

Senest Air Greenland var uden kommerciel direktør var i perioden fra november 2019 til februar 2021. Her tiltrådte Henrik Søe i begyndelsen af 2021 og afløste Maliina Abelsen, der var fratrådt i slutningen af 2019.

 

Relaterede artikler:

Fra Scandlines til Air Greenland

Air Greenland søger ny kommerciel direktør

Ny administrerende direktør i Air Greenland