Tips til efterårsferie i Danmark

Den høje sol, vinden der bider i kinderne, og bladene på træerne der efterhånden har en gullig farve, er tegn på efterårets kommme. VisitDenmark har en række gode råd til alle, der ikke nødvendigvis forlader det smukke danske efterår til fordel for sol og varme sydpå.

Tidligere hed det “kartoffelferien“, hvor børnene skulle hjælpe til med kartoffelhøsten. Men nu kaldes det efterårsferien, og der er andet og mere end kartofler på programmet for de danske skolebørn og de forældre, der har tid og mulighed for at tage et par fri- og feriedage med ungerne.

Det er nemlig mange spændende oplevelser i det danske efterårsland, hvis man ikke allerede har besluttet at søge mod mere varme himmelstrøg i uge 42.

VisitDenmark har udarbejdet en oversigt over efterårsferiens mulige oplevelser. Eksempelvis kan Odense byde på kinesisk drageflyvning, i Sydvestsjælland findes aktvitetsbanen Kragerup Go High, mens det stadig er muligt på Fanø at opleve sælerne boltre sig i vandet.

Med mobilen i hånden kan børnene være helte i det nordjyske eventyr i Noorhjem. Her skal man hjælpe Ravdronningen og hendes væbnere med at skaffe den magiske amulet Ravnoor tilbage og redde Noorhjem fra en altødelæggende krig.Gennem SMS´ er og taleopkald guides børnene rundt til 32 lokale attraktioner i Nordjylland. Det er VisitNordjylland og Center for anvendt oplevelsesøkonomi (ApEx) på Aalborg Universitet, der har ansvaret for Noorhjem.

Men VisitDenmark har også mange gode forslag til indendørs-aktiviteter. For eksempel muligheden for at blive online-kunstner for en dag på J.F. Willumsens Museum i Frederikssund.

På VisitDenmarks særlige efterårs-hjemmeside, kan man få inspiration til noget spændende at foretage sig, uanset hvor i Danmark, man holder ferie.

Link: www.visitdenmark.dk/efteraarsferie