Nordica CRJ700 (Foto: Anna Zvereva)

To CPH-ruter afventer codeshare-aftale med SAS

Fra den 20. november vil SAS ikke længere have codeshare-aftaler på to Nordica-ruter fra København, men en løsning er på vej.

Siden konkursen i Estonian Air i slutningen af 2015 har et nyetableret statsejet estisk flyselskab opereret under navnet Nordica. To af ruterne har været fra København til Groningen i Holland samt fra København til Örebro, der Sveriges sjettestørste by.

Da Nordica ikke selv har haft en driftstilladelse til passagerflyvning, har Adria Airways været lejet som underleverandør på flyvningerne. Men aftalen med Adria Airways har Nordica opsagt med virkning fra den 20. november, da man i stedet fremover vil samarbejde med polske LOT om flyvningerne.

Det har betydet, at SAS har måttet opsige codeshare-aftalen med Adria Airways på de to ruter, således at der fra på mandag ikke kan sælges billetter med SAS-markedsføringskode på de to ruter. I stedet har SAS instrueret rejsebureauerne i at ombooke samtlige solgte billetter til LOT-rutenumre.

Konstruktionen er samtidig så kompliceret, at britiske BMI Regional skal flyve med 50-sæders Embraer ERJ145-fly på ruterne for LOT indtil den 25. marts næste år. Derfor skal SAS i gang med at etablere en codeshare-aftale med BMI Regional og LOT.

Løsning på vej
Uden codeshare fra SAS på de to ruter, vil mulighederne for at sikre økonomisk bæredygtighed blive reduceret. Derfor arbejdes der på flere sider på at få en ny codeshare-aftale på plads, så der atter kan komme et SK-rutenummer i tidtabellen på de to ruter.

“Vi kommer fortsat til at have codeshare på Örebro og Groningen, men vi er ikke er ikke helt klar med alle detaljer endnu,” siger pressechef Mariam Skovfoged fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

I givet fald skal codeshare-aftalen etableres i to faser. Første fase er fra 21. november og frem til 25. marts næste år, hvor ruten skal betjenes af BMI Regional med Embraer ERJ145 på vegne af LOT. Fra den 26. marts næste år vil ruten blive opereret af LOT med et Bombardier CRJ700-fly med plads til 70 passagerer.

Både Adria Airways og LOT er ligesom SAS medlemmer af Star Alliance, hvorfor der ikke er umiddelbare forhindringer i etablering af codehare-aftaler. Derimod er der flere udfordringer i at få aftalen på blads med BMI Regional.

 

Relaterede artikler:

Nordica i strategisk samarbejde med LOT

Ny rute fra København til det nordlige Holland

Nordica vælger Bombardier-fly

Estonian åbner fra Örebro til København

Groningen vil have flyrute til København