Efter flere måneders våbenhvile trækker Lufthansa Gruppens piloter igen strejkevåbenet. I denne omgang er det Germanwings-piloterne, der strejker.
Efter flere måneder uden strejker havde mange flyrejsende sikkert glemt de mange pilotstrejker, som plagede Lufthansa og dets datterselskaber sidste år. Hele 10 blev det til. Ofte af en halv, en hel eller halvanden dags varighed.
Men hos Lufthansa-piloternes fagforening, Vereinigung Cockpit, har man ikke glemt, at man stadig ikke har landet en aftale med Lufthansa-ledelsen om arbejds- og pensionsvilkårene for piloterne i Lufthansa og datterselskabet Germanwings.
Tyer til strejkevåbenet
For at lægge pres på Lufthansa-ledelsen tyer fagforeningen og piloterne derfor igen til strejkevåbenet. Onsdag aften kl. 23 nedlagde piloterne i Germanwings således arbejdet, og de agter først at genoptage det fredag aften kl. 23.
Germanwings har det seneste år overtaget en del af Lufthansas produktion ud af alle tyske lufthavne på nær Lufthansas superhubs i München og Frankfurt. Det har blandt andet betydet, at rigtig mange piloter, stewardesser og fly er blevet overført til Germanwings.
Selskabet flyver ikke til danske destinationer, og Lufthansas ruter til Danmark bliver ikke berørt.