Transavia bryder EU-reglerne

I forbindelse med lukningen af aktiviteterne i Danmark tilbyder Transavia at betale pengene tilbage til rejsende, der allerede har købt billetter. Det er i strid med EU forordning 261/2004, idet kunderne også skal have tilbudt muligheden for at blive ombooket – eventuelt med et andet selskab.

Det hollandske lavprisflyselskab er på vej ud af det danske marked. Fra den 1. november forventes en række afgange at blive aflyst, og senest den 31. marts 2011 har Transavia lukket og slukket i Danmark.

Men selskabets sortie fra det danske marked ser umiddelbart ikke ud til at foregå efter reglerne. Ifølge EU-forordning 261/2004 om passagerrettigheder hedder det nemlig, at Transavia skal tilbyde “sammenlignelige transportbetingelser“ på en anden afgang eller med et andet selskab.

Det tyder ikke på, at det er selskabets plan. I den officielle pressemeddelelse samt på selskabets danske hjemmeside finder man følgende tekst: “Hvis der bliver aflyst fly efter 1. november, vil passagerer, der har billetter til disse fly, automatisk få deres penge refunderet.“

De fleste forbrugere vil formentlig stille sig tilfreds med at få pengene tilbage. Men har man eksempelvis købt en rejse til Geneve eller Salzburg i skolernes vinterferie i uge 7 eller 8 næste år, er det lige så sikkert som et amen i kirken, at man ikke vil kunne købe nye flybilletter hos andre selskaber til samme pris, som man har betalt hos Transavia i god tid forud.

Reglerne i EU-forordning 261/2004 er kort og godt:

– Aflyses en bestilt flyafgang, kan den rejsende få hele billettens pris refunderet om ønsket. Det må der samtidig ikke tages gebyr for.

– Den rejsende skal have tilbud om ombooking ved førstgivne lejlighed,hvilket vil sigepå første ledige flyafgang, som ikke nødvendigvis er Transavias egen afgang.

Forelagt problematikken siger direktør Lars Thykier fra Danmarks Rejsebureau Forening til CHECK-IN.dk: “Vi forventer, at Transavia ombooker passagererne til moderselskabet, der er Air France-KLM. Det er normalt et velrespekteret flyselskab, og som ejere afTransavia forventer vi, at de lever op til deres forpligtelser.“

Transavia har siden 2003 været 100 % ejet af KLM. Med den senerefusion af Air France og KLM blev Transavia et fuldt ejet datterselskab af Air France-KLM.

Link: EU-forordning 261/2004

Foto: KLM står bag Transavia.com. Derfor forventer Danmarks Rejsebureau Forening, at selskabet vil overtage transportforpligtelserne på aflyste flyafgange.