Boeing 787-8 Dreamliner fra Air India.

Tre Dreamliner-problemer på tre dage

Brand, brændstoflækage og bremseproblemer har plaget Boeing 787 Dreamliner-fly de seneste tre dage. Til april modtager Norwegian sit første eksemplar af flyet.

Boeings 787 Dreamliner-fly er de seneste tre dage blevet ramt af tre fejl. Først var det en Dreamliner fra Japan Airlines den var gal med i Boston mandag, da der udbrød brand i flyets elektriske systemer. Tirsdag var det en anden 787’er fra Japan Airlines, der i Boston måtte afbryde starten på grund af en brændstoflækage.

Og endelig var den anden japanske Dreamliner-bruger, All Nippon Airways (ANA), onsdag tvunget til at aflyse en indenrigsflyvning fra Yamaguchi til Tokyo på grund af bremseproblemer.

Begge japanske luftfartsselskaber understreger, at problemerne ikke får dem til at overveje at afbestille de Dreamliner-fly, som de endnu ikke har fået leveret. Japan Airlines har syv Dreamlinere i drift og yderligere 38 på vej. ANA har 17 Boeing 787 Dreamliner-fly i drift og yderligere 49 på vej.

Stadig revolutionerende
Heller ikke andre Dreamliner-brugere som Air India og Qatar Airways ser nogen grund til at overveje flyets fremtid i deres flåder.

”Det betyder ikke at vi vil afbestille vores ordrer. Det er stadig et revolutionerende fly,” understreger Akbar Al Baker, koncernchef for Qatar Airways. Han har ellers for nylig været ude med en kraftig kritik af Boeing og Dreamliner-flyet i forbindelse med leveringen af et fly til Qatar Airways.

ANA indsatte den første Dreamliner i kommerciel drift i november 2011 efter en forsinkelse på tre år. Omkring 50 fly er indtil videre leveret og luftfartsselskaber fra hele verden har i alt bestilt 848 fly.

Eneste skandinaviske kunde er Norwegian, der har i alt otte Dreamliner-fly på vej. Det første forventes at lande i Oslo til april, og det skal efter planen indsættes på Norwegians nye langdistanceruter fra Oslo og Stockholm til New York og Bangkok fra slutningen af maj.