Lufthansa-fly i Frankfurt Airport. (Foto: Castleski | shutterstock.com)

Pilotstrejke hos Lufthansa er afværget – OPD.

Hvis Lufthansas ledelse ikke i løbet af tirsdagen kommer med et mere attraktivt forslag til lønaftale, vil selskabets piloter indlede en todages strejke fra onsdag morgen.

Fredag den 2. september gennemførte piloterne hos Lufthansa en 24-timers strejke for at markere utilfredsheden med det lønudspil, som Lufthansas ledelse havde fremsat i forhandlingerne med Vereinigung Cockpit (VG), der er fagforening for omkring 5.000 piloter i det tyske flyselskab.

Pilotforeningen havde forventet, at Lufthansa ville komme med et nyt forslag til overenskomst på baggrund af fredagens strejke, der medførte omkring 800 aflysninger og berørte cirka 130.000 passagerer.

Det er ikke tilfældet, hvorfor VG har besluttet, at piloterne i Lufthansa iværksætter en todages strejke fra den 7. september kl. 00.01 og frem til den 8. september kl. 23.59, mens piloterne i Lufthansa Cargo skal strejke i tre døgn fra den 7. til den 9. september.

“Vi ville have ønsket det anderledes, men desværre er inertikræfterne hos Lufthansa betydelige. Det er nu vigtigt, at parterne finder hinanden hurtigt og med den nødvendige seriøsitet ved forhandlingsbordet,” siger Marcel Gröls, der formand for overenskomstpolitikken i VC.

Sidste frist tirsdag
Hvis strejken bliver en realitet, kan der således være udsigt til omkring 1.600 aflysninger, mens omkring 250.000 passagerer kan risikere at få ændret sine rejseplaner.

VG er da også bekendt med, at en todages strejke vil være en alvorlig optrapning af konflikten, og det vil direkte og indirekte kunne berøre mange mennesker. Derfor har VG også indbygget en kattelem for Lufthansas ledelse.

“For ikke at lade hver sten stå uvendt i denne situation har vi alligevel tilbudt en forhandlingsdato til tirsdag. Det skal dog stå helt klart, at den varslede strejke kun kan afværges, hvis der kommer et seriøst tilbud fra virksomheden,” siger en pressetalsmand fra pilotforeningen.

Har tilbudt op til 18 procent
Lufthansa forklarede i sidste uge, at man har tilbudt piloterne 900 euro mere i grundløn om måneden, hvilket svarer til 6.695 kroner. Denne lønstigning skal gradvist indfases over de kommende 18 måneder.

Dermed hæves lønnen for nyansatte piloter med 18 procent, mens kaptajner på det øverste løntrin vil sikre sig en lønstigning på fem procent.

Pilotforeningen har også fået mulighed for at vælge, at det afsatte beløb til lønforhøjelser i stedet kan benyttes til en mere grundlæggende ændring af lønstrukturen hos piloterne.

Opdatering 06.09.22 – kl. 16:00
Vereinigung Cockpit meddeler, at parterne er nået til enighed om rammerne for en ny aftale, der skal finpudses i de kommende dage. Derfor er strejkevarslet trukket tilbage.

“Vi er glade for, at der er opnået et resultat ved forhandlingsbordet, og at yderligere ulemper for kunder, medarbejdere og virksomheden kan undgås som følge heraf,” siger Marcel Gröls fra VC i en kommentar.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa er uforstående over for pilotstrejke

Lufthansa-piloter strejker fredag

Lufthansa-piloter gør klar til strejke