Airbus A321-200 fra Lufthansa i Frankfurt Airport. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund | Danish Aviation Photo)

Lufthansa-piloter gør klar til strejke

Drøftelserne mellem ledelsen hos Lufthansa og selskabets piloter er strandet, og derfor har piloternes fagforening påbegyndt en række forberedelser forud for en mulig kommende strejke.

Piloterne hos Lufthansa er i disse dage ved at forbedrede sig på, at de muligvis skal nedlægge arbejdet i en periode. Det skyldes, at selskabets ledelse og fagforeningen Vereinigung Cockpit, der repræsenterer piloterne, trods flere forsøg endnu ikke har haft held til at nå frem til en ny overenskomstaftale.

Fagforeningen afviklede i slutningen af juli en urafstemning om en eventuel strejke. Resultatet blev, at 97,6 procent af de afgivne stemmer fra Lufthansa-piloterne var for en strejke, og det samme gjaldt 99,3 procent af de stemmer, som piloterne i Lufthansa Cargos afgav.

Ifølge pilotforeningen skal afstemningsresultatet ses som et tegn på, at Lufthansa bør tage piloternes krav om kompensation for reallønnedgangen og deres ønske om en mere harmoniseret lønstruktur alvorligt således, at det ikke fører til en decideret konflikt mellem arbejdsgiveren og de ansatte.

Aftaleudkast var utilstrækkeligt
Siden afstemningen blandt medlemmerne har Vereinigung Cockpit og repræsentanter for Lufthansa atter mødtes ved forhandlingsbordet, men det er der indtil videre ikke kommet en ny aftale ud af, oplyser fagforeningen.

Fire dages drøftelser sluttede med, at parterne gik hver til sit uden et resultat. Efterfølgende har flyselskabet præsenteret et nyt udkast til en aftale for fagforeningens repræsentanter, men det er blevet forkastet.

Vereinigung Cockpit fortæller, at det skyldtes, at selvom det nye aftaleudkast var et skridt i den rigtige retning, vurderede fagforeningens forhandlere dog, at den foreslåede skitse til en overenskomst fortsat var ”utilstrækkelig”.

Er gået i gang med forberedelserne
Ifølge fagforeningens pressechef, Matthias Baier, er forløbet på nuværende tidspunkt landet et sted, hvor Vereinigung Cockpit har svært ved at se, at der kan findes en vej frem ved forhandlingsbordet.

”Til trods for intensive drøftelser mellem vores repræsentanter og arbejdsgiveren, har det ikke været muligt at nå frem til et sted, som kunne være udgangspunkt for, at vi kan fortsætte forhandlingerne i en positiv retning.”

På den baggrund har Vereinigung Cockpit påbegyndt både de juridiske og organisatoriske forberedelser til en eventuel kommende strejke, selvom fagforeningen slår fast, at man fortsat er parate til at indgå en aftale med Lufthansa, der kan sørge for, at piloterne fortsætter flyvningerne.

”Vi er for langt fra hinanden i øjeblikket. I tillæg til kompensation for reallønnedgangen har vi nu først og fremmest brug for, at vi får en fremtidssikret løsning på strukturen for aflønninger af alle faggrupper,” siger Matthias Baier om de stridspunkter, der skiller parterne ad.


Relaterede artikler:

Lønstigninger på op til 19 procent i Lufthansa

Piloter forkaster ny overenskomst

20.000 Lufthansa-ansatte i endagsstrejke