Gorm Pedersen, landechef for TUI i Danmark.

TUI udfordrer Spies

Det er ikke længere nok at have tilfredse kunder. Nu vil TUI atter være den største charterarrangør i Danmark foran Spies.

Det tidligere Star Tour – der nu hedder TUI – opnåede i 2013 at være den største charterarrangør i Danmark. Dengang rejste 264.523 gæster med selskabet mod 263.394 hos Spies samme år. Dermed sikrede 1.129 flere gæster, at Spies blev henvist til andenpladsen i den årlige opgørelse fra brancheforeningen Rejsearrangører i Danmark.

Sidenhen erobrede Spies førstepladsen tilbage både i 2014 og 2015, men nu er TUI klar til et comeback i løbet af de kommende år. Den tysk-engelske rejsearrangør med hovedsæde i Hannover vil investere 5,5 mia. kroner i egne hoteller, fly og krydstogtskibe, og det skal blandt andet sikre, at førstepladsen på det danske rejsemarked generobres inden for en femårig periode.

“Med skiftet fra Star Tour til TUI vil vi fremover satse på mere moderne, individuelle ferieoplevelser. Vi får musklerne til den satsning gennem TUI, der er verdens største rejsearrangør, og nu påbegynder vi en vækststrategi, der skal gøre os til markedsleder i Danmark, siger Gorm Pedersen,” der er landechef for TUI i Danmark.

Fløjet agterud i 2015
Sidste år rykkede Spies for alvor fra TUI. Med en fremgang på 4,8 procent sikrede Spies sig 275.782 gæster, mens TUI mistede 20.000 rejsende og måtte notere en tilbagegang fra på 7,4 procent til 232.965. Den markante tilbagegang var som følge af en reduktion i produktionen med et tilsvarende antal sæder.

Men det bekymrede tilsyneladende ikke TUI, at man havde tabt markedsandele.

“Det vigtigste for os lige nu er, at vi får endnu flere tilfredse kunder. Vi har en ambition om at vokse med tiden, men i 2016 kommer vi givetvis til at ligge på samme niveau som i 2015. Men på længere sigt i 2017 og 2018 vil der atter være vækst,“ sagde pressechef Nikolai Johnsen til CHECK-IN.dk i begyndelsen af året.

Med ny fokus på vækst vil TUI benytte den digitale teknologi samt et stærk produktudbud til at sikre sig en større markedsandel og dermed muligheden for at passerer Spies som hovedkonkurrenten på det danske marked.

“Den moderne rejsende er vant til den højeste kvalitet og frit at kunne vælge imellem alle muligheder på nettet. I løbet af de kommende måneder vil vi derfor lancere flere nye rejsemål fra København, Billund og Aalborg samt en række nye hoteller til danskerne. Men konkurrenter og internetportaler får ikke adgang til disse hoteller, så vi på den måde bedre udnytter bredden i TUI’s rejseprogram,” siger TUI-chefen i Danmark

I 2015 havde TUI en markedsandel på 23,5 procent, mens Spies toppede med 27,8 procent. Tilsammen sidder de to aktører på lidt mere end halvdelen af det danske chartermarked.

 

Relaterede artikler:

Imagefremgang for SAS, CPH og Spies

Star Tour mistede op imod 20.000 kunder

Spies er atter størst i Danmark

Star Tour har næsten overhalet Spies

Strid mellem Spies og Star Tour fortsætter