Turkish Airlines laver kovending om læbestiftforbud

Efter hård kritik og beskyldninger om islamisering trækker Turkish Airlines nu et nyt læbestiftforbud tilbage.

I forrige uge kom det frem, at Turkish Airlines vil forbyde sit kabinepersonale at bruge rød læbestift. Nyheden om forbuddet skabte stor opstandelse, ikke mindst hos kabinepersonalet, som på Twitter utrykte stor utilfredshed med beslutningen.

Fra Reuters i Istanbul blev der rapporteret om bekymring for, at tiltaget skulle være seneste skridt i en islamisering af flyselskabet, og på internettet er læbestiftforbuddet blevet omtalt som absurd og perverst.

Nu har Turkish Airlines imidlertid foretaget en kovending i sagen, og forbuddet er trukket tilbage.

”Vi har intet problem med læbestift, men på en eller anden måde havde en over-ivrig juniorleder sat gang i initiativet uden at spørge topledelsen. Papiret blev lækket til medierne og problemet nåede at vokse sig kæmpe stort,” lyder forklaringen fra Temel Kotil, administrerende direktør i Turkish Airlines.

Piben har dermed fået en ganske anden lyd hos det Istanbul-baserede flyselskab, der flyver til 222 destinationer verden over. Den officielle udmelding om det nye initiativ blev oprindeligt forklaret med henvisning til, at det ikke passede til personalets fremtoning, hvor selskabet ønsker et naturligt udtryk.

”Brug af læbestift og neglelak i farverne rød, mørk pink og lignende farver svækker vort kabinepersonales visuelle integritet,” stod det i beskeden, som blev offentliggjort med de nye regler. Selskabet havde på daværende tidspunkt ikke yderligere at sige om forbuddet.

Skjult dagsorden
Det er langt fra første gang, at det tyrkiske Star Alliance-medlem kommer i modvind for nye initiativer og beskyldes for islamisering.

Tidligere på året udløste et forslag til nye kabineuniformer massiv kritik. Designet var tydeligt inspireret af Det Osmanniske Rige med lang nederdel og osmannisk-designet hat. Kritikken fik kort efter Turkish Airlines til at trække forslaget tilbage.

Et forbud mod alkoholservering på flyvninger til en lang række indenrigsdestinationer samt destinationer i islamiske lande fik også en hård medfart, da planerne blev offentligt kendt. Forbuddet kritiseres og beskyldes ligeledes for at have rod i idealer fra islam. Dette forbud er imidlertid blevet opretholdt.

Det er især iblandt sekulære tyrkere, at der er blevet råbt ’vagt i gevær’ til de nye tiltag, som Turkish Airlines bringer frem. Flere har udtrykt bekymring for, at landets regering er ved at undergrave landets sekulære forfatning med en skjult dagsorden, som blandt andet kommer til udtryk i Turkish Airlines.

Den tyrkiske stat ejer 49,1 procent af Turkish Airlines og nyder dermed stor indflydelse på udviklingen i selskabet, som er et af de mest fremtrædende brands i landet.

”Ingen kan benægte, at Tyrkiet er blevet et mere konservativt og religiøst land,” sagde Atilay Aycin, formand for Hava-Is, fagforbundet for kabineansatte, i kølvandet på læbestiftforbuddet. Han betragter de seneste initiativer fra Turkish Airlines som et forsøg fra ledelsen på at forme flyselskabet til at passe ind i politiske og ideologiske holdninger.

Hos Turkish Airlines erkender den administrerende direktør, at der har været fokus på selskabets tiltag.

”Som man ved, er nogle mennesker i Tyrkiet en lille smule ivrige om disse spørgsmål,” siger Temel Kotil. Han fastslår dog, at Turkish Airlines er en stor global transportør, som ved, hvad de gør.