Efterårsfarver i Helsinki Airport. (Foto: Finavia | PR)

Tyvebander hærger nordisk storlufthavn

En billig flybillet kan være butikstyvenes adgangsbillet til en verden af dyr parfume og elektronik, som kommer med på returrejsen nogle timer senere.

Politiet i Helsinki Lufthavn har opdaget en helt ny form for butikstyveri, fortæller YLE, der er den finske version af DR. En form for butikstyveri, der hænger sammen med, at det er nemt og billigt at flyve til og fra de europæiske lufthavne.

Lufthavnspolitiet har det seneste år fanget adskillige butikstyve, hvor det virker som om, de udelukkende er fløjet til lufthavnen i den finske hovedstad for at stjæle i lufthavnens butikker. Deres returbilletter viser, at de kun har haft planer om at være i landet i nogle ganske få timer.

Kommer kun for at stjæle
Til YLE siger Harri Lindberg, chefdistriktsanklager for anklagemyndigheden i det sydlige Finland: ”De er kun kommet hertil for at stjæle ting. De har ingen som helst hensigt om at besøge landet.”

Butikstyvene interesserer sig for relativt små, men værdifulde genstande som kosmetik og elektronik. Genstande der er masser af i lufthavnsbutikkerne. De tilfælde, der er blevet opdaget, er hurtigt blevet efterforsket.

Også behandlingen af ​​sigtelserne er nogle gange blevet gennemført i lyntempo for at muliggøre en retsforfølgning af de mistænkte. Indimellem er der kun gået et par timer, fra den mistænkte blev anholdt, til han stod foran en dommer. Butikstyvene er efterfølgende blevet idømt bøder eller betingede fængselsstraffe.

Fra alle lande i Europa
Ifølge Harri Lindberg er de butikstyve, der er blevet fanget i lufthavnen, fløjet til den finske lufthavn fra lande i hele Europa.  Han vurderer, at den form for kriminalitet ikke er i vækst i den finske lufthavn selvom rejserestriktionerne er ved at være ophævet, og trafikken derfor nærmer sig det normale. Men det er efterhånden rygtedes, at man i den finske lufthavn er meget opmærksom på problemet.

Harri Lindberg er åben for, at det finske politi orienterer kollegerne i andre europæiske lande, så problemet med de flyvende butikstyve ikke breder sig.

 

Relaterede artikler:

Norwegian flyver igen fra Helsinki

Ny nordisk Ryanair-offensiv

Første russiske lavprisflyselskab til Norden