Både Oslo Gardermoen og Stockholm Arlanda sætter passagerrekord i 2012. Det er især udenrigstrafikken, der er med til at hive rekorderne hjem.
Aldrig før har så mange passagerer rejst gennem Oslo’s hovedlufthavn, Gardermoen, som i 2012. Det samme gør sig gældende i Stocholms Arlanda lufthavn.
I Oslo Gardermoen blev det til 22.080.433 passagerer i det forgangne år. Det er en fremgang på 4,6 procent i forhold til året før. I Stockholm Arlanda kom man ikke over de magiske 20 mio., men må tage til takke med 19.642.029 passagerer. Det er en fremgang på tre procent i forhold til 2011.
Det betyder, at Oslo Gardermoen også i 2012 var Skandinaviens andenstørste lufthavn efter København og foran Stockholm.
Københavns Lufthavn offentliggør først sine passagertal for 2012 senere i dag fredag. Men lufthavnen havde sidste år 22,7 mio. passagerer, og medmindre december har budt på en markant tilbagegang, så forventes antallet af passagerer i Kastrup i 2012 at lande på omkring 23,4 – 23,5 mio. passagerer.
Størst udenrigsvækst
I Arlanda kan man dog trøste sig med, at man fortsat er Skandinaviens næststørste udenrigslufthavn. For knap 47 procent af trafikken i Oslo’s Gardermoen lufthavn er indenrigstrafik, mens den i Arlanda kun udgør godt 24 procent.
For begge de to skandinaviske hovedstadslufthavnes vedkommende er det på udenrigstrafikken, at man oplever den største vækst.
I Oslo Gardermoen steg antallet af udenrigspassagerer med 6,1 procent, mens væksten i indenrigstrafikken var på 2,9 procent. Det er især charterflyvningerne, der med en vækst på over 10 procent, hiver udenrigstrafikken frem. De tre største destinationer fra Gardermoen er dog fortsat de tre norske byer Trondheim, Bergen og Stavanger med København og Stockholm Arlanda på fjerde- og femtepladsen. De fem destinationer tegner sig tilsammen for en tredjedel af trafikken fra Oslo Gardermoen.
I Stockholm Arlanda kunne man notere en fremgang på 3,5 procent i udenrigstrafikken og 1,5 procent i indenrigstrafikken i 2012 sammenlignet med 2011.