Udsigt til ugelang strejke i Finnair

Medarbejderne i Finnair Technical Services nedlagde tirsdag arbejdet. Strejken kan forventes at vare mindst en uge. Finnair regner kun med få aflyste flyvninger.

Finnair har besluttet at frasælge aktiviteterne i Finnair Technical Services til SR Technics, som et led i luftfartsselskabets omfattende rationaliseringsprogram. Men medarbejderne i Finnair Technical Services er ikke tilfredse med den økonomiske kompensation, som Finnair stiller i udsigt til de medarbejdere, som måtte miste deres arbejde som følge af, at SR Technics overtager aktiviteterne.

Derfor nedlagde de tirsdag eftermiddag arbejdet, og fagforeningerne har annonceret, at medarbejderne tidligst vender tilbage til værkstederne og hangarerne om en uge.

Finnair har ikke det fulde overblik over hvad strejken vil få af konsekvenser for selskabets flyvninger, men man vurderer, at der kun vil blive tale om få aflyste flyvninger.

Frasalget af Finnairs motor- og komponentdivision er et led i det storstillede sparerprogram, som også omfatter en udlicitering af driften af en lang række europæiske ruter til flyselskabet Flybe Nordic.

Strejkevåbnet bliver således flittigt trukket frem i luftfartsbranchen i øjeblikket. En presset branche og generel økonomisk smalhals lægger også pres på lønninger og ansættelsesvilkår. I marts og april var det piloterne i Iberia, der nedlagde arbejdet igen og igen i endagsaktioner i protest mod oprettelsen af et nyt lavprisselskab, som skal overtage en del af Iberias flyvninger med personale til lavere lønninger. Og i disse dage giver store arbejdsnedlæggelser blandt sikkerhedspersonalet lange køer i en række norske lufthavne.