Foto: Anna Zvereva / Wikimedia Commons.

Ukrainere reducerer kapacitet på uåbnet CPH-rute

Endnu inden ruten er åbnet har Ukraine International Airlines skruet gevaldigt ned for kapaciteten på den nye rute mellem Kiev og København.

Det ukrainske flyselskab Ukraine International Airlines har besluttet næsten at halvere den udbudte kapacitet på sin kommende rute mellem Københavns Lufthavn og Kiev Borispil-lufthavnen, som selskabet åbner i slutningen af april i år.

Da Ukraine International Airlines offentliggjorde ruteåbningen, var planen at flyve ni gange om ugen med 186-sæders Boeing 737-800, hvilket ville give 1.674 sæder hver vej om ugen. Men nu har selskabet besluttet at indsætte et af sine Embraer E-190 fly på ruten. Det har kun plads til 104 passagerer, så den udbudte kapacitet bliver nu på 936 sæder hver vej. Det er en reduktion på 44 procent.

Den 7. juni øges antallet af ugentlige flyvninger fra ni til ti, hvilket øger det samlede antal udbudte sæder til 1.040, hvilket er 37,9 procent mindre end oprindeligt planen.

Forbindelse til Bangkok
Ukraine International Airlines’ fartplan bliver skruet sådan sammen, at selskabet fra slutningen af april på mandage, onsdage, torsdage, fredage og søndage vil flyve fra Kiev kl. 11.30 og retur fra CPH kl. 14.05. På mandage, tirsdage, lørdage og søndage vil man flyve fra Kiev kl. 20.40 og retur næste dag kl. 04.55. Fra den 7. juni vil man også have en torsdagsrotation fra Kiev om aftenen og fra CPH tidligt om morgenen.

Fra Kiev flyver selskabet til flere interessante destinationer i Asien; henholdsvis Bangkok, Beijing og Colombo samt fra næste år også Delhi. Eftermiddagsafgangen fra København har forbindelse til Bangkok-ruten, mens de tre øvrige asiatiske destinationer er forbundet med det tidlige morgenfly fra CPH.

Ukraine International Airlines flyver i det kommende sommertrafikprogram to gange dagligt til Stockholm-Arlanda med Embraer E190-fly samt en gang dagligt til Helsinki med samme flytype.

Tredobling af udbud
Selvom Ukraine International Airlines altså ikke kommer med helt så stor kapacitet, som de havde annonceret, så bliver der alligevel tale om noget nær en tredobling af antallet af udbudte sæder mellem København og Kiev.

De hovedstæder forbindes i dag med direkte fly fra lavprisflyselskabet Wizz Air, der siden august sidste år har fløjet tre gange om ugen med Airbus A320 med 180 sæder mellem Københavns Lufthavn og Kiev Zhulhany-lufthavnen. Det vil sige 540 sæder om ugen hver vej.

Foruden Ukraine International Airlines 9-10 ugentlige flyvninger, så tilfører Wizz Air også to ekstra rotationer i sommeren 2018, så der i højsæsonen bliver i alt 15 ugentlige returflyvninger med til sammen mere end 3.700 sæder til salg.

 

Relaterede artikler:

Nyt selskab på Kiev-rute til København

Ny Wizz Air-rute til Københavns Lufthavn