Københavns Lufthavn kom ud af første halvår med et overskud på 851 millioner kroner før skat. Lufthavnen nedjusterer dog forventningerne til passagertallet med en million for hele året.
Københavns Lufthavn har netop fremlagt sit regnskab for første halvår af 2026, og det viser en markant fremgang i både omsætning og resultat, selvom den geopolitiske uro og aftagende vækst kommer til at forstyrre resten af året.
I årets første seks måneder havde Københavns Lufthavn en omsætning på 2,77 milliarder kroner mod 2,54 milliarder kroner i samme periode sidste år. Det svarer til en vækst på ni procent.
Resultatet før skat steg endnu kraftigere med 43 procent fra 595 millioner kroner til 851 millioner kroner. EBITDA-resultatet voksede med 18 procent til 1,37 milliarder kroner, mens nettoresultatet efter skat blev 664 millioner kroner mod 463 millioner kroner året før.
Fremgangen hænger først og fremmest sammen med flere passagerer, men resultatet er også positivt påvirket af salget af lufthavnens ejerandel i Smarter Airports, der sammen med Netcompany har udviklet it-systemet Airhart.
“Vi er tilfredse med resultatet, som er 43 procent højere end sidste år. Det skyldes både flere passagerer og salget af vores andel i virksomheden Smarter Airports,” siger Christian Poulsen, CEO i Københavns Lufthavn.
Rekordhøjt passagertal løfter omsætningen
I alt benyttede 16,1 millioner passagerer Københavns Lufthavn i første halvår. Det er 1,3 millioner eller ni procent flere end året før og det højeste antal nogensinde i årets første seks måneder.
Den aeronautiske omsætning steg med 11 procent til 1,72 milliarder kroner, mens omsætningen fra blandt andet butikker, parkering, hoteller og udlejning voksede med seks procent til 1,05 milliarder kroner.
En væsentlig del af passagervæksten kommer fra transfertrafikken. Antallet af afrejsende transferpassagerer steg med 31 procent, mens antallet af lokalt afrejsende passagerer blot voksede med to procent. Transferpassagererne udgør nu 27 procent af alle afrejsende passagerer i lufthavnen.
30 procent færre passagerer til Mellemøsten
Bag de samlede væksttal gemmer der sig samtidig en ikke ubetydelig geopolitisk påvirkning.
Uroen i Mellemøsten har reduceret trafikken kraftigt på ruterne fra København til regionen. I første halvår rejste 310.000 passagerer mellem CPH og destinationer i Mellemøsten. Det var 140.000 færre end året før og svarer til et fald på 30 procent.
Konflikten har desuden presset priserne på flybrændstof op, men ifølge Københavns Lufthavn har de højere brændstofpriser endnu ikke haft nogen væsentlig effekt på den samlede trafik, men enkelte flyselskaber har reduceret antallet af afgange på ruter med flere daglige frekvenser.
Nedjusterer med en million passagerer
Selvom 2026 tegner til at blive endnu et rekordår, er væksten i efterspørgslen dog aftaget. Derfor sænker Københavns Lufthavn nu forventningen til årets passagertal fra omkring 35,5 millioner til 34,5 millioner.
Det vil fortsat være væsentligt flere end de 32,4 millioner passagerer, som benyttede lufthavnen i 2025. Omsætningen ventes fortsat at vokse med omkring syv procent, blandt andet som følge af en gunstig passagersammensætning.
Trods nedjusteringen af passagerprognosen hæver lufthavnen forventningen til årets resultat. Resultatet før skat ventes nu at lande mellem 1,80 og 1,95 milliarder kroner mod tidligere forventet 1,75 til 1,90 milliarder kroner. Opjusteringen skyldes frasalget af Smarter Airports.
Lufthavnen understreger dog, at prognosen fortsat er behæftet med usikkerhed. En forværring af de geopolitiske eller makroøkonomiske forhold kan reducere rejseaktiviteten og dermed påvirke årets resultat.
Relaterede artikler:
Københavns Lufthavn ud af IT-joint venture

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


