(Foto: Morten Lund Madsen)

Værste charterår siden 2009

Noget tyder på, at Billund Lufthavn i 2014 oplever det værste charterår siden 2009. Chartertrafikken har hele året været under pres i Danmarks næststørste lufthavn.

Chartermarkedet fra Billund Lufthavn har været meget stabilt i de senere år. Siden 2005 har passagertallet ligget mellem 900.000 og 1.000.000 charterrejsende årligt.

Men anderledes ser det ud i 2014. Med udgangen af september var der en tilbagegang i antallet af chartergæster på 4,8 procent, hvilket svarer til 38.373 afgående og ankommende passagerer, der mangler i forhold til 2013. Når året er omme, vil der have rejst lidt flere end 900.000 charterpassagerer gennem lufthavnen.

Dermed er der udsigt, at 2014 bliver det værste charterår for Billund Lufthavn siden 2009. Dengang var der 875.628 chartergæster, der rejste til og fra lufthavnen i Billund.

“Helhedsindtrykket af chartertrafikken er, at den hen over hele året har været under pres,“ skriver Billund Lufthavns administrerende direktør Kjeld Zacho Jørgensen i den såkaldte månedsrapport for september.

Fokus på arrangørernes produktudvikling
Året 2014 er 50-års jubilæumsåret for Billund Lufthavn, og i forbindelse med jubilæumsaktiviteterne har man valgt at sætte kraftigt fokus på chartertrafikken.

I foråret afholdt Billund Lufthavn således en stor charterfest i en hangar i lufthavnen, og alle jubilæumsaktiviteter omkring charter har fået overskriften “Fra Mallorca til Maljorka“, hvor det i høj grad skal signalere, at charterrejsen har udviklet sig samtidig med danskernes opfattelse af, hvad en traditionel charterrejse skal og bør indeholde.

Men trods det hårde fokus på chartermarkedet har det ikke givet pote i indeværende år.

“Jubilæumsaktiviteterne kan ikke aflæses kvantitivt. Det handler mere om at sætte fokus på nye produkter og den produktudvikling, der konstant foregår i charterbranchen. Produktet er bedre end rygtet,“ siger Kjeld Zacho Jørgensen til CHECK-IN.dk.

Lufthavnsdirektøren understreger blandt andet, at Primo Tours har valgt Maldiverne som charterrejsemål, ligesom Maderia vender tilbage. Herudover vil Star Tour indsætte det topmoderne Boeing 787-8 Dreamliner fly til Phuket i Thailand.

Markedspladsen er stor
Hos Billund Lufthavn afventer man udviklingen i de kommende måneder. Efterårsferien og vejret i årets sidste måneder er afgørende for, hvor stor tilbagegangen bliver.

“Konkurrencepresset består i, at der er lagt for meget kapacitet ud. Publikum køber ikke så meget, og last-minute rejserne har været for dyre. Næste år vil der være lagt ligeså meget kapacitet op som i år trods det faktum, at der de senere år har været et for stort udbud,“ forklarer Kjeld Zacho Jørgensen.

Flere rejsearrangører har overvejelser om at flytte noget kapacitet væk fra Billund og placere den i andre lufthavne, hvor konkurrencen ikke er så hård. Den strategi er lufthavnsdirektøren ikke sikker på er den rigtige.

“Hvor sælger man flest biler?“ spørger Kjeld Zacho Jørgensen retorisk, og giver næsten selv svaret. “I en by med én bilforhandler eller i en by med mange bilforhandlere som eksempelvis Silkeborg.“

Billund Lufthavn er ifølge Kjeld Zacho Jørgensen markedet, hvor kunderne og kompetencerne er.

“Markedspladsen er under pres, men den er til gengæld stor. Det er et strategisk valg, om man tror på, at det store marked giver flere eller færre kunder.“

Foto: Morten Lund Madsen