Lelystad Airport

Vejen banet for hollandsk Ryanair-base

En domstol har afvist indsigelser mod bygningen af en ny lufthavn, der skal være Hollands nye charter- og lavprislufthavn samt sandsynligvis ny stor Ryanair-base.

Ryanair kan meget vel få en ny hollandsk base allerede næste år eller i 2019. Samtidig kan rejsende til og fra Amsterdam meget vel få et alternativ til Amsterdam Schiphol-lufthavnen. En hollandsk appeldomstol har nemlig afgjort, at der ikke er noget til hinder for at udvide den lille Lelystad-lufthavn og gøre den til en alternativ lufthavn for Schiphol.

To naboer til Lelystad og en hollandsk fuglebeskyttelsesforening havde klaget over myndighedernes tilladelse til at udvide Lelystad. Men appeldomstolen har afvist klagerne over myndighedernes afgørelser. Lelystad og Schiphol drives begge af Schiphol Group, der nu kan gå videre med planerne for Lelystad og anlægge ny landingsbane, taxiveje, standpladser og parkeringspladser til de afrejsendes biler.

Planen er at flytte den eksisterende lavpris- og chartertrafik fra Amsterdam Schiphol til Lelystad samt sandsynligvis gøre Lelystad til centrum for Ryanairs Amsterdam-base. Det irske lavprisselskab har tidligere tilkendegivet overfor hollandske medier, at selskabet er interesseret i alle de landingstilladelser de kan få i Lelystad.

Grus i maskineriet
Ved at flytte store dele af leisure-trafikken, så håber Schiphol Group, at der kan blive frigivet kapacitet i Schiphol-lufthavnen, så den kan få flere af de ruter, som ifølge Schiphol Group giver mest værdi til den hollandske økonomi og samfund generelt. Det er efter lufthavnsgruppens opfattelse ikke lavpris- og charterruter. Det er snarere langdistanceruter og ruter opereret af netværksselskaber som KLM, Lufthansa, SAS og lignende.

Schiphol Group forventer at nybygninger og udvidelser i Lelystad-lufthavnen vil være gennemført i starten af 2018. Den hollandske flytrafikkontrol har imidlertid kastet en smule grus i maskineriet, idet de har meddelt Schiphol Group, at den nødvendige flyvekontrol ikke vil være på plads tidsnok til at tage lufthavnen i brug som lufthavn for rutefly, når den står klar i 2018.

Lufthavnsgruppen har derfor bedt det hollandske transportministerium samt de hollandske flykontrolmyndigheder garantere, at lufthavnen senest vil blive åbnet i april 2019. Desuden vil Schiphol Group have en garanti for at der fra starten kan gennemføres mindste 4.000 starter og landinger om året. På sigt er det planen at lufthavnen skal kunne håndtere op til 45.000 starter og landinger om året.

 

Relaterede artikler:

Flytning af lavpristrafik fra Schiphol bliver forsinket

Ryanair-entré er ikke et mål for Amsterdam