Verdens første lavprisfly-alliance

U-FLY er navnet på den første alliance i verden for lavprisflyselskaber. Det er fire asiatiske flyselskaber, der har taget initiativet.

De fleste kender de tre store alliancer i luftfartsindustrien, henholdsvis Star Alliance, SkyTeam og Oneworld samt måske også outsideren Etihad Airways Partners.

Nu har endnu en alliance etableret sig. Denne gang er det med udgangspunkt i lavprisflyvning, og fire asiatiske lavprisflyselskaber under den kinesiske HNA Group har taget initiativet.

Alliancen har fået navnet U-FLY og er netop blevet præsenteret. De fire stiftende flyselskaber er Hong Kong-baserede HK Express, Lucky Air fra Kunming, West Air fra Chongqing samt Urumqi Air.

“Med lancering af den første lavprisfly-alliance i verden, går vi ind i en ny æra, der fokuserer på, hvad rejsende virkelig har brug for; fleksible og prisbillige ruter, der også har den fornødne sikkerhed. Takket være samarbejdet mellem disse fire innovative flyselskaber er vi i stand til at tilbyde rejsende fra Asien og Kina et stadigt voksende netværk af destinationer,“ siger Andrew Cowen, der er udpeget som administrerende direktør for den nye alliance.

Flere selskaber på vej til U-FLY
U-FLY oplyser samtidig, at der inden længe vil komme flere – og uafhængige – flyselskaber til alliancen, der i dag kan tilbyde 85 destinationer og 168 ruter.

Samlet råder de fire flyselskaber 67 fly, der producerer 298 daglige flyvninger med et årligt passagertal på 17,1 millioner. Der er derfor tale om en regulær lilleput-alliance, som dog ikke skal undervurderes, da den gigantiske HNA Group med Hainan Airlines som flagskib står bag.

Alliancen har allerede etableret sin egen hjemmeside, hvor det er muligt at hente oplysninger om samarbejdet samt følge med i alliancens ruteudvikling. De fire stiftende flyselskaber forventes at have tredoblet flyflåden til 200 i 2020.

I løbet af få måneder forventer U-FLY at kunne tilbyde transfer mellem de deltagende flyselskaber, og tilgangen til reservation af billetter på tværs af selskaberne vil blive styrket.

I en pressemeddelelse forklarer U-FLY, at selve konceptet handler om kunderne ud fra en “all about U“ tilgang. Heri indgår prisbillige billetter, smidige rejser samt tilbud om flyvning til destinationer, som ikke er tilgængelige hos de traditionelle flyselskaber.