Vil udfordre flyselskaberne på de skandinaviske hovedruter

Nyt svensk videomødeselskab vil udfordre flyselskaberne på de vigtigste ruter i Skandinavien.

Det er ikke kun fra konkurrenter i luften, at SAS og andre skandinaviske flyselskaber mærker konkurrencen. En nystartet svensk virksomhed – Skiptrip -vil med et nyt videomødekoncept udfordre flyselskaberne.

Anvendelse af videomøder som erstatning for forretningsrejser har været kraftigt stigende i de senere år. Udover direkte besparelser på rejseomkostningerne pynter denne alternative mødeform også godt i virksomhedernes miljøregnskaber.

For at sikre den rette kvalitet er det nødvendigt at foretage investeringer i indretning af videomødelokaler i virksomhederne. Tekniske udfordringer samt mangende villighed til at foretage investeringer under de nuværende økonomiske konjunkturer, har dog sat udbygningen af videomødelokaler i virksomhederne en smule tilbage.

Skiptrip møderum Stockholm

Skiptrips videomøderum i Stockholm

Svenske Skiptrip tilbyder at stille mødefaciliteter til rådighed i de større byer i Skandinavien. I første omgang kan selskabet tilbyde adgang til egne møderum på Clarion-hotellerne i Stockholm og Göteborg.

Her kan man booke mødelokalet online fra Skiptrip-hjemmesiden og møde op til det aftalte tidspunkt for at gennemføre sit videomøde. Udover at skabe forbindelse mellem egne møderum, kan Skiptrip også skabe forbindelse til eksterne møderum, men kan dog ikke garantere, at alle faciliteter med tilslutning af laptops etc. virker på de eksterne løsninger.

Der betales en fast pris pr. person, der deltager i mødet. Eksempelvis er prisen 1.125 svenske kroner pr. person for et videomøde mellem Stockholm og Göteborg. Er “destinationen“ København stiger prisen til 2.193 svenske kroner. Men et videomøde mellem Stockholm og New York kan dog gøres for 2.168 svenske kroner pr. person -væsentligt mindre end prisen på en flybillet mellem de to byer. Prisen er beregnet på et mødemodul af 2 timers varighed inklusiv ind- og udcheckning.

Skiptrip blev etableret i slutningen af 2008 og forventer at åbne egne møderum i Oslo og København i løbet af 2009.

“Vi har en igangværende dialog med mulige partnere i København, men vælger at afvente resultatet af satsningen i Sverige, inden vi går videre,“ siger administrerende direktør Urban Stärner fra Skiptrip AB til Travelbroker Nordic.

– Vi ser de skandinaviske hovedstadsruter Oslo-København-Stockholm-Helsinki som det primære mål for ubygningen af Skiptrip, tilføjer Urban Stärner.

Skiptrip har allerede indgået aftaler med rejsebureauerne Travellink og VIA Travel, der kan tilbyde deres kunder adgang til at booke videomøder gennem det nystartede selskab.

Rejsebureauet Carlson Wagonlit Travel har også fået videomøder som en del af produktpaletten. “CWT Virtual Solutions“ er opstået gennem et samarbejde med Regus Group, der giver adgang til videomødelokaler i mere end 600 byer i 75 lande over hele verden.

Udfordringerne synes uendelige for flyselskaberne. Efter en periode med de højeste brændstofpriser nogensinde, er selskaberne blevet offer for en global finanskrise, der har reduceret efterspørgslen med omkring 20 %. I mellemtiden vinder alternative mødeformer frem, hvilket kan resultere i et egentligt paradigmeskift, der kan gøre det svært for flyselskaberne at genskabe et marked af samme størrelse som tidligere.