Virgin Atlantic overvejer fremtidig strategi

Sir Richard Branson har hyret Deutsche Bank til at vurdere forskellige strategiske muligheder for Virgin Atlantic, der er på vej til at blive klemt i den nye alliance mellem British Airways, American Airlines og Iberia. Et nyt selskab i fælleseje med Bmi kan muligvis være undervejs.

Sir Richard Branson, der er grundlægger af Virgin Gruppen – og samtidig ejer 51 % af luftfartsselskabet Virgin Atlantic – har hyret Deutsche Bank til at vurdere forskellige strategiske muligheder for selskabet. Det skriver britiske Daily Telegraph.

Ifølge avisen har Deutsche Bank fået frie hænder til at foretage en 360-graders undersøgelse af mulighederne for selskabet. Selskabet har Singapore Airlines som medejer med en ejerandel på 49 procent, som det asiatiske selskab i øvrigt har nedskrevet til en værdi på nul kroner.

Analytikere vurderer, at Virgin Atlantic har en værdi på mellem 500 millioner og 1 millard britiske pund.

En af mulighederne for Virgin Atlantics fremtid kunne være, at Sir Richard Branson reducerede sin ejerandel og samtidig gav selskabet muliged for at indgå i en alliance med eksempelvis Lufthansa eller eventuelt en af de store selskaber i Mellemøsten som Emirates eller Etihad. Herfter ville Sir Richard kunne modtage royalty-betaling for anvendelsen af Virgin-navnet.

Årsagen til det mulige strategi-skifte for Virgin Atlantic er, at selskabet i stigende grad presses af trioen American Airlines, British Airways og Iberia, der fremover vil komme til at råde over 40 % af samtlige slots i Heathrow.
Virgin Atlantic sidder tilbage med 3% af samtlige slots i Heathrow, men har svært ved atsikre maksimalt udbytte af de attraktive slots, idet selskabet ikke indgår i en af de tre store alliancer.

Et af Deutsche Bank´s muligheder går da også på at vurdere, hvorvidt Virgin Atlantic skulle forsøge at blive optaget i Star Alliance eller SkyTeam. Men det ville i givet fald skulle betyde en ændring i selskabets ejerstruktur.

Der gisnes også om en fusion mellem Virgin Atlantic og det Lufthansa-ejede Bmi, der råder over 10 procent af samtlige slots i Heathrow Airport. Bmi´s korte ruter kunne være anvendelige som feeder-ruter til Virgin Atlantic´s omkring 30 interkontinentale ruter. Alternativt kunne der skabes et nyt selskab, hvor Sir Richard Branson indskyder Virgin Altantic, mens Lufthansa indskyder Bmi. Her kunne Lufthansa overtage majoriteten samtidig med anvendelsen af Virgin-varemærket.

Men mulighederne er mangfoldige og komplicerede på grund af forskellige interesser og mulige forskelle i værdiansættelsen af de respektive selskaber, der kan komme i spil.

Men noget tyder på, at Virgin Atlantics dage som selvstændigt selskabkan væretalte.

Foto: Sir Richard Branson har hyret Deutsche Bank til at vurdere de strategiske muligheder for Atlantic Airways.