Terminal 2 i Københavns Lufthavn. (Foto: Michael Kidmose | PR)

Voksende gældsbyrde er en udfordring for CPH

Københavns Lufthavn sluttede regnskabsåret 2021 med et kvartalsoverskud på 107 millioner kroner. Årsresultat før skat blev et minus på 667 millioner kroner, men gælden er vokset betydeligt.

To år i coronapandemiens tegn har vendt tidligere tiders solide overskud til to år med store underskud. Sådan ser det ud i Københavns Lufthavn, der netop har offentliggjort årsresultatet for 2021.

Det viser et underskud før skat på 677 millioner kroner mod et minus i 2020 på 828 millioner kroner. Dermed er der tale om en resultatforbedring på 151 millioner kroner, men samtidig er det også det andet af to år, hvor resultatafvigelsen har været på omkring to milliarder kroner i forhold til 2019 og de tidligere år.

Resultatet i 2021 er skabt på baggrund af næsten 9,2 millioner passagerer, der benyttede lufthavnen, og det er lige knapt en tredjedel af de 30,3 millioner rejsende i 2019. 

Men trods to år med røde tal, så mener lufthavnen, at der er grund til at glæde sig over resultatet i andet halvår af 2021, idet det peger fremad mod bedre tider.

”Den dårlige nyhed er, at vi kommer ud af 2021 med et samlet underskud før skat på 667 millioner kroner. Det er andet år i træk med underskud. Men den gode nyhed er, at vi kom ud af tredje og fjerde kvartal med et lille overskud på driften på henholdsvis 77 og 107 millioner kroner,” siger Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavn.

Gældsopbygning skal adresseres
Omsætningen i 2021 lød på 1,8 milliarder kroner, hvilket var et fald på 60 procent i forhold til 2019.

Det aeronautiske forretningsområde, hvor indtægterne fra flyselskaberne kommer, bragte 865,5 millioner kroner ind i regnskabet, mens det ikke-aeronautiske område med shoppingcenter, parkering og hotel var en smule større med samlet 895,4 millioner kroner i omsætning.

Selvom 2021 sluttede hæderligt, så ser lufthavnen den stigende gæld som en udfordring, der kan forhindre fremtidige investeringer i forhold til den takt, der tidligere var planlagt. Det har nemlig været nødvendigt for CPH at låne til driften for at kunne holde lufthavnen i gang under coronapandemien.

Det betød også, at der var et negativt cashflow i andet halvår af 2021, selvom der var fremgang i resultatet. Foreløbigt har Københavns Lufthavn trukket 2,3 milliarder kroner på de etablerede kreditfaciliteter, og lufthavnen afslører, at det bliver nødvendigt at foretage en justering af flyselskabernes takster i 2023, så den finansielle styrke kan genopbygges.

”I perioden efter 2023 er det vores ønske, at den regulatoriske model justeres og adresserer den markante gældsopbygning CPH har haft for at holde lufthavnen i drift. Gælden skal afvikles samtidig med at CPH skal have finansiel styrke til investeringer i kapacitet, sikkerhed og den grønne omstilling,” understreger Thomas Woldbye.

COVID19 og Ukraine-krise skaber fortsat usikkerhed
Trods overskuddet i sidste halvår af 2021, så er forventningerne til 2022 ikke nødvendigvis på et skyhøjt niveau.

CPH forventer at den europæiske flytrafik vil blive styrket sammenlignet med 2021, pandemien vil som helhed fortsætte med at påvirke antallet af flyvninger og passagerer i hele 2022. Samtidig advarer lufthavnen om, at fortsatte smittebølger kan skabe nye forstyrrelser i flytrafikken.

Endelig peger Københavns Lufthavn på, at Ukraine-krisen ikke er gunstig for luftfarten med højere brændstofpriser og generel usikkerhed i markedet. Derfor er det ikke muligt at give meningsfulde forventninger til årets resultat.

 

Relaterede artikler:

Københavns Lufthavn tilbage med overskud

CPH med større halvårsunderskud end i hele 2020

CPH fik resultatilbagegang på 2,1 milliarder kroner