London-Heathrow. (Foto: Heathrow Airport | Facebook.com | PR)

Woldbye om trafiktal: ”Vi realiserer vores vision”

Heathrow lægger et rekordtravlt kvartal bag sig, lyder det fra lufthavnen. Nu håber man på, at politikerne vil sige ja til en investeringsplan, som skal forløse lufthavnens potentiale.

Et rekordstort antal passagerer er gået igennem London Heathrows terminaler det seneste halve år. Det oplyser den store lufthavn i en pressemeddelelse. 39,9 millioner passagerer lyder den nye halvårsrekord på, og den har man landet, selvom der er geopolitisk uro.

Forøgelsen lyder på 2,4 procent, og den skyldes dels større fly og en pæn efterspørgsel for afgange til Asien og Stillehavsområdet samt Mellemøsten.

Med sommerferien undervejs oplyser Heathrow desuden, at man tror på, at man kommer til at opnå målet for året, som lyder på 84 millioner passagerer.

“Vi realiserer vores vision om at blive en enestående lufthavn, der er klar til fremtiden. Vi byder rekordmange passagerer velkommen og forbedrer de services, der betyder mest. Vores nye femårige investeringsplan vil føre til hurtigere og mere pålidelige rejser, flere fly til tiden og åbne op for vækst – alt sammen samtidig med, at vi skaber større værdi for kunderne,” siger Heathrows danske administrerende direktør, Thomas Woldbye.

Punktlighed og øget omsætning
Mens mere pålidelighed altså er en del af lufthavnens fremtidsplaner, er man allerede i dag den lufthavn i Europa, hvor flest fly afgår til tiden ifølge egne oplysninger.

Samtidig påpeger lufthavnen, at 98 procent af alle passagererne venter mindre end fem minutter på at komme igennem sikkerhedskontrollen, og at 99 procent af al bagage rejser med passagererne til deres destinationer.

I de første seks måneder af 2025 steg lufthavnens omsætning med 1,9 procent til 1,7 milliarder britiske pund (14,6 milliarder danske kroner).

Den højere omsætning skyldtes mere langdistanceflyvning og flere passagerer, der benyttede Heathrows detailhandel samt mad- og drikkeudbud, lyder det.

De justerede driftsomkostninger steg med 3,2 procent til 765 millioner pund (6,6 milliarder kroner) som følge af højere vedligeholdelsesomkostninger for at understøtte den operationelle drift, øgede arbejdsgiverbidrag til National Insurance og højere elpriser.

Justeret EBITDA steg med 0,8 procent til 959 millioner pund (8,2 milliarder kroner), oplyser lufthavnen i pressemeddelelsen. Her lyder det også, at der ikke blev udbetalt udbytte til Heathrows aktionærer i andet kvartal 2025.

Præsenterer vækstplan snart
Heathrow oplyser, at man har yderligere planer for vækst. De planer præsenterer man for ministre i den britiske regering torsdag den 31. juli og har fokus på, hvordan man kan sikre den langsigtede vækst.

Planen bliver privatfinansieret, og alt efter regeringens reaktion kommer man til at søge om lov til at føre den ud i livet i det britiske parlament. Tilladelsen vil blandt andet inkludere en ny landingsbane, som man forventer, kan tages i brug i 2035.

”Vi vil snart indsende vores langsigtede udvidelsesplaner til regeringen, hvilket giver Storbritannien mulighed for at forblive konkurrencedygtigt, skabe flere job og fremme vækst i hele landet. Heathrow går en spændende fremtid i møde, og vi er klar til at komme i gang,” siger Thomas Woldbye.

 

Relaterede artikler:

På vej mod rekord: 84 millioner rejsende i Heathrow

Flere faktorer medvirker til fald i Heathrow

Woldbye: En beslutning ingen lufthavn ønsker at tage