(Foto: Morten Lund Madsen)

​Bedre styr på udbud og efterspørgsel i SAS

Mængden af solgte sæder hos SAS vokser betydeligt mere end selskabets udbudte kapacitet. Det betyder forbedret belægning – for syvende måned i træk.

I gennemsnit var knap 76 procent af sæderne i SAS-flyene besat med passagerer i oktober måned. Det var en forbedring på 2,1 procent i forhold til samme måned sidste år. Det er syvende måned i træk, at SAS forbedre sin belægningsprocent sammenlignet med samme periode året før. I alt fløj 2,685 mio. passagerer med selskabet i oktober måned.

Selskabet kan desuden glæde sig over, at væksten i ”solgte passagerkilometre” var langt højere end ”udbudte passagerkilometre”. Således voksede omfanget af indtægtsgivende passagerkilometre med 7,2 procent for al selskabets trafik og med 8,1 procent for rutetrafikken. Til gengæld voksede den udbudte sædekapacitet kun med 4,2 procent for al trafik og 4,7 procent for rutetrafikken.

USA-ruter trækker læsset
Størst vækst i antal ”solgte passagerkilometre” var der i den europæiske og intraskandinaviske trafik, der steg med 11,7 procent. Det var især ruterne inden for Skandinavien og ruter med en stor andel af fritidsrejsende, der gjorde det godt. Indenrigstrafikken steg med 4,4 procent og den interkontinentale trafik steg med 4,8 procent. Det er især USA-ruterne, der trækker læsset her.

89,7 procent af selskabets fly ankom til tiden i oktober.